TAB & VIND

Tekst: Kirsten Aastrup
Fotos fra forskellige teaterarrangementer – men ikke fra selve projektet: Peter Rafn Dahm

Tab & Vind er et dramapædagogisk forløb for sårbare børn fra 4. – 6. klasse udviklet af Vildbjerg Amatør Teater.

Forløbet har fokuseret på at udvikle børnenes selvtillid og sociale kompetencer, igennem leg og læring med dramapædagogiske redskaber.
Både underviserne og forældrene til de deltagende børn kunne allerede halvt inde i forløbet se en stor udvikling i børnenes selvtillid, humør og sociale forståelse, og alle er enige om, at der er store muligheder i at anvende dramapædagogik til at arbejde med sårbare børn.

Tab&Vind er ligeledes et stærkt eksempel på, hvordan man kan etablere samarbejder på tværs af sektorer – her mellem kultur og sundhed.

Drama og sårbarhed
Som en del af børns opvækst, lærer de at reagere på fysiske smerter, de erfarer hvordan man kan undgå dem, og hvordan man skal passe på andre.

De lærer dog sjældent, hvorfor sindet også kan smerte, og hvordan de skal håndtere de indre skrammer, som livet kan medføre – og som på sigt kan lede til diagnoser som angst og depression. Ved hjælp af dramapædagogiske værktøjer og redskaber har underviserne bag Tab&Vind arbejdet med at styrke børnenes livskvalitet og generelle velvære, både på og udenfor Tab&Vind. Line Nordentoft, en af de to undervisere på Tab&Vind forløbet, siger om forholdet mellem drama og sårbarhed:

”En af de vigtigste elementer i Tab&Vind var det trygge rum, vi fik etableret på holdet. Teater lærer os at turde være sårbare og dele både succesoplevelser og usikkerheder med de medmennesker, vi arbejder med. Arbejdet med drama har givet børnene mod på at åbne op omkring ting, de aldrig har turdet 

tale om før”.

Hvorfor teater?
Teater handler om at blive tilpas i sin egen krop og psyke. At turde udforske, bruge og vise den frem.

Tab&Vind er derfor bygget op omkring nogle af de helt traditionelle dramalege og teaterredskaber, såsom: statusøvelser, tillidsøvelser, kropsbevidsthed og improvisationsteknik.

Ved at arbejde med teater, kommer børnene til udforske glæden ved at være ”sig selv” og evnen til at tro på egne ressourcer og potentialer. De dramapædagogiske principper kan hjælpe børnene med at komme i kontakt med sig selv, og gennem accept finde modet til at indgå i fællesskaber.

Det handler om at opbygge modet til at foretage ændringer, både i måden hvorpå man tænker om sig selv, og om måden, hvorpå man agerer i verden.

Ved at udforske både krop og sjæl kommer man nye steder hen i erkendelsen af, hvad man selv rummer og indeholder. Målet med forløbet er, at stimulere kropsbevidsthed og sanser gennem kreativitet i bevægelse og tanke. At oparbejde selvtilliden og modet til at se verden i øjnene, som den er, og ikke altid som det man tror, den er. At finde ud af, hvor mange facetter man indeholder, og så bagefter turde gå ud i verden og sige ”Skal vi dele?”

Dig, mig og vi to
Tab&Vind handler dels om at lære, at være sig selv, men én af dramapædagogikkens helt store forcer er også, at man lærer at indgå i et tillidsfuldt fællesskab og påtage sig ansvaret for både sig selv og andre. I Tab&Vind er den individuelle udvikling tæt forbundet med fællesskabet på holdet, og udviklingen af den enkeltes sociale egenskaber.

Herom udtaler Line Nordentoft ”I undervisningen har vi fokus på at skabe et trygt rum, der bygges op af faste og genkendelige rammer, men hvor indholdet vil være foranderligt og aldrig ligne hinanden.
Vi væver både det fysiske, mentale og kreative aspekt ind i hinanden, lægger særlig vægt på at udvikle og styrke den individuelle kreativitet, selvtillid og formåen, men altid i behørigt samspil med andre.”

Leg og læring
Tab&Vind var et pilotprojekt – det betyder, også at holdet bag forløbet hele tiden lærte, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer.
Målet bag forløbet var at udvikle en færdig procesmodel med øvelser og gode råd, som kan gives videre til andre teaterforeninger.

Èn af måderne, denne læring var tilrettelagt på, var gennem en grundig løbende evaluering med børnene på holdet og deres forældre.

”Vi sørger for at få så mange synspunkter med som muligt. I marts holdt vi eks. Teater weekend med børnene, hvor vi inviterede forældrene ind til en snak og efterfølgende til at lege med. Her fik vi meget positive tilbagemeldinger fra alle forældre. Én af forældrene sagde blandt andet:

”I formår at lege nogle fantastiske værktøjer ind i børnene. Min datter har fået mod på træde ud af nogle fællesskaber, hvor hun føler sig mobbet. Det har hun aldrig turdet før”.
Sådan en tilbagemelding er jo fantastisk for det betyder at vi lykkes”.

Projekt Tab & Vind var støttet af Dansk Folkeoplysnings Samråd.
En introduktion til Tab&Vind forløbet er udbudt til DATS medlemsforeninger, læs mere under DATS’ kurser:
https://www.dats.dk/project/tab-vind-kursus/