75 års jubilæum fejret med manér
Tekst og foto: DATS´ Generalsekretær Pia Longet
I weekenden den 14. og 15. november 1948 blev DATS stiftet af nogle ihærdige, dygtige og kreative teaterelskere, som før alle andre kunne se det meningsfulde i at arbejde med kunstnerisk amatørteater.
Lige siden dengang har DATS arbejdet for at fremme forholdene for alle med denne interesse, og selv om tiderne har ændret sig gevaldigt siden 1948, så er DATS’ målsæting stadig den samme her 75 år efter: Der kæmpes på alle fronter for gode forhold alle steder til alle der arbejder seriøst med amatørteater.
Et 75 års jubilæum er en stor ting for en landsorganisation, og den runde dag blev behørigt fejret med en jubilæumsreception, gæster, taler, sange og en masse teaterindslag.
Det Lille Teater i Gråsten havde påtaget sig værtsrollen, og alt kørte som efter en snor – det er tydeligt at mærke, at de er vant til at arbejde sammen om mange arrangementer i Gråsten.
Gæster kom fra nær og fjern og det blev til mange glade gensyn med teatervenner, man måske ikke havde set i årevis.
I talerne kom der mange tilbageblik og også mange gode ønsker for fremtiden. Der ligger jo en tungtvejende historie bag DATS, der er sket meget på 75 år.
Historien slutter selvfølgelig ikke her, nu tager DATS hul på de næste 75 år!