75 år i amatørteatrets tjeneste

Tekst og foto: DATS´  Generalsekretær Pia Longet

Hvad skal DATS så de næste 75 år? Det spørgsmål kan man næsten ikke lade være med at stille sig selv, når fejringen af 75 års jubilæum er godt overstået.

Er der stadig behov for en landsorganisation? Har de danske amatørteatre stadig noget at bruge DATS til?
Svaret giver sig selv, det er et klart og tydeligt JA!

Når man oplever stemningen ved en landsteaterfestival, når man ser, hvor ihærdigt deltagerne arbejder i workshops på årsmødet, når man kigger på, hvor mange, der har været på kursus – så kan der ikke herske nogen tvivl om, at der stadig er brug for DATS.

Set fra en anden vinkel, den politiske, så er der i dén grad også brug for at organ, som råber højt på vegne af danske amatørteatre. Mange rundt om i landet har fine forhold, men rigtig mange andre har ikke. De kan ikke blive godkendt under folkeoplsyningsloven, de kan ikke få støtte, lokaler eller noget af det, som gør det langt mere tilgængeligt at arbejde seriøst med amatørteater. Så der er så absolut også fortsat brug for en organisation, som kan råbe højt på vegne af amatørteatret. Og DATS ”råber” alle de steder det er muligt. På et eller andet tidspunkt må det vel trænge ind i selv de tungeste politiske knolde, at amatørteater er en utrolig givende fritidsinteresse som bør anerkendes overalt som minimum på linje med idræt.

Så der er rigeligt at se til, også efter de første 75 år.

Noget skal løbende gøres anderledes end for år tilbage, meget skal rettes til i forhold til den udvikling, som helt naturligt er i samfundet. Vi kan ikke bare gøre alt, som vi gjorde for 20 år siden, for 40 år siden, for verden er simpelthen ikke den samme.

Men så kan vi gøre noget andet. Især kan vi lytte rigtig meget til medlemmerne og prøve at rette tilbuddene ind efter, hvad der er mest behov hos amatørteatrene rundt om i landet.

De seneste 3 år har DATS haft særligt fokus på B&U området.
Det blev prioriteret at få afdækket, hvordan det egentlig går hos de medlemsscener, som arbejder med børn og unge, hvad de bokser med, hvad de har behov for og hvordan de bedst kan hjælpes fremad.
Det seneste år har DATS derfor forsøgt at imødekomme noget af det, som scenerne har efterspurgt.
Eksempelvis afviklede DATS i sommeren 2023 for første gang Teater Camp for unge i alderen 12 – 15 år. Der var 30 deltagere og flere på venteliste, så campen gentages i sommeren 2024.

Udfra de problemstillinger, undersøgelsen mødte hos medlemmerne, er vi også i gang med en opgradering af DATS’ værktøjskasse, så der kan findes endnu mere hjælp til at udarbejde forældrekontrakter, samværspolitikker og andre ting, som kan lette arbejdet i foreningerne.

I forbindelse med landsteaterfestivalen blev der afholdt en dramalærerudveksling med internationalt islæt, som deltagerne fik meget ud.
I januar 2024 bød DATS på et kursus for dramaundervisere, som blev virkelig godt modtaget.

Dette er blot nogle af de nye tiltag, som er blevet til som en udløber af undersøgelsen, og vi stopper ikke der. For selvfølgelig er der stadig brug for DATS, også på alle mulige andre områder.

Galleri: