At klappe eller ikke at klappe, det er spørgsmålet!
DEBATINDLÆG
af René Foshammer – DATS Hovedbestyrelsesmedlem
Foto: Pixabay.com
Jeg havde fornøjelsen af at være til premiere på Fyrspillet “Ravkongens døtre” – en oplevelse, jeg har beskrevet i denne artikel.
Et kort resume vil lyde:
En perfekt sommeraften. Oplagt publikum og skuespiller korps.
God historie, godt skruet sammen og afviklet i en minimalistisk scenografi.
Et scenisk godt greb var at lade fortids og nutids natur/scenografi være stort set den samme.
Det betød, at der var mange sceneskift, men, som jeg beskrev, oplevedes de ikke som tomgang.
Konklusion:
Fyrspillet har en perle af et stykke og, ikke mindst, en perle af et spillested.
Men, som der altid gør i et drama, sniger der sig en slange ind i paradiset.
Her i form at et meget deltagende publikum.
Jeg nævner sceneskiftene igen. Der var mange, og der var en blandt publikum, der syntes, at han, ved hver eneste skift, skulle klappe. Det medførte i starten en Lemming effekt, hvor alle klappede med. Det tyndede dog ud, men han klappede stædigt ved hver eneste skift, og hver gang var der nogen, der fulgte.
Her kan man tænke – ja, og hvad så? Han har vel bare villet vise/fortælle skuespillerne, at han var godt underholdt.
Ja, og det er også meget sødt af ham, men for mig, og, tænker jeg, også for andre, så gjorde den klappen, at hver gang jeg lige var gået på teater, blev jeg hevet tilbage til lige her og nu, og al teatermagien forsvandt. Hvilket, for mig, gjorde, at hver eneste scene måtte kæmpe med at genetablere magien. Det synes jeg, er synd for både skuespillere og publikum.
Det fik mig til at tænke, med et lille skævt smil, at nu har vi i DATS i rigtig, rigtig mange år arbejdet på at skuespillere, lyd, lys og scenografi hele tiden skulle udvikle sig. Så måske er tiden inde til at lave kurser for publikum.
I opera er det kendt, at man klapper, hvis der har været en stor arie eller tenoren har sunget sit hjerte ud.
I Revyer, Visesang, Impro, Poetry slam osv. alle steder, der tydeligt fortæller, at dette er en afsluttet enhed, der klapper man løbende, når de enkelte dele er færdige.
Alle andre steder venter man, til det hele er færdigt.
Vi oplever dirigenter, der beder om, at der ikke bliver klappet mellem satserne. At folk ikke må klappe, før den sidste tone er dødt ud. Fordi det er forstyrrende for den fælles oplevelse.
Rockscenen – lidt en anden boldgade, men alligevel det samme – er begyndt at bede publikum være stille under de enkelte numre.
Så her er ideen til en ny målgruppe, når vi snakker kurser:
Hvad forventes af dig som publikum. Del 1.
