Tekst og foto: DATS´ næstformand René Foshammer
Dato: 10.06.24
Når man skal ind og se en teaterforestilling – i det her tilfælde Teatergruppen Fabulas opsætning af “Biedermann & brandstifterne”
– skal man ikke have deres sidste forestillinger i erindring.
De to forestillinger, jeg tidligere har set med Teatergruppen Fabulas, er “Kongen længe leve” og “Moustache” omtalt her i Rampelyset.
Det var to så humoristiske selvskrevne forestillinger, at jeg troede, at det var Fabulas signatur.
Så her satte jeg mig tilrette i stolen, og fik smidt samfundsrealisme lige i ansigtet fra allerøverste hylde, godt nok fra 1958, men alligevel realisme.
Forestillingen var tæt instrueret og med mange overraskende sceniske løsninger.
Scenografien var let og alligevel med mange små finurligheder, og skuespillerne kunne uden tvivl deres métier.
Jeg må heller ikke glemme teknikkens brug af lys, der bød på håndholdte lamper, og lys placeret i scenografien.
Og – noget man tit ikke lægger mærke til, fordi det er der bare – brugen af underlægningsmusik, som gled lige ind.
Men jeg fattede hat. Jeg nægter altid at læse om et teaterstykke, inden jeg skal se det, da jeg lidt arrogant tænker, at hvis stykket ikke kan folde sig ud, så jeg forstå det, mens jeg ser det, er det stykket, der har en mangel.
Jeg har så efterfølgende læst om, hvad tanken er bag stykket, og må ud fra det sige, at stykket var tro mod sit forlæg, selv om jeg
er sikker på, at der var instrueret med et øje mod det humoristiske i forhold til, da stykket havde urpremiere.
Var der så pludselig langt fra Aalborg til Randers? Nej slet ikke, for jeg sad og nød det ekvilibristiske håndværk. I en tid med megen sjusk og springen over, hvor gærdet er lavest, bør man værdsætte det, når man ser det.