Tekst og Foto: Peter Rafn Dahm

Scenebilledet i Hjernevinds satirisk, selvironiske og meget morsomme, moderne kærligheds-diagnose  ”Pasta & Menn” – er let, luftigt, poetisk og smukt. Skabt udelukkende af guirlande-gardiner – bestående af pasta i alskens varianter – ophængt i tynde snore. Man skal skærpe blikket for at se og genkende pastaen: Smukke guirlander tænker man først. Naturlige gulbrune farver. Er det mon bambus? Tørrede planter? Udskåret træ?  Nej…det er sgu da…og så går pråsen op for én. Den hedder jo ”Pasta og Menn”, forestillingen.

I programteksten præsenter Hjernevind deres forestilling som – og med – en ”pastatest”, der smager kraftigt af ”partnertest” eller ligefrem datingprofil.

”Füssli, spaghetti, penne osv. Der findes mange former for pasta, og ja, alle har noget at byde på, men hvilket pasta passer bedst med din helt unikke tomatsovs? Det er vigtigt at vælge den rigtige, for ingen af os bliver jo yngre og det er spild af tid, at spise den forkerte. Tag testen og find dit match”.

Den permanente synlighed

Og det er da også datinguniverset eller -universerne der udspilles og udstilles i forestillingen. Legende og morsomt, drilsk, satirisk og ømt, råt, bekendende og tå-krummende pinagtigt – tilsat en knivspids smerte. Men mest af alt morsomt, medlevende og selvudleverende morsomt.

Omdrejningspunktet, set med mine, ældre tilskuerøjne, er det performance-pres man konstant må leve med på den digitale (men sikkert også den analoge) datingscene. Den permanente synlighed, den ustandselige vurdering af sig selv og de andre, udsatheden for ens eget og de andres blikke 24/7.

Oplevet med de øjne, giver pastagardinerne ny og dybere mening. Ved første blik ser jeg bare et smukt scenebillede. Men ved nærmer eftersyn og -tanke giver gardinernes sarthed og transparens en helt særlig og mørkere klangbund for dating-løjerne. Gardinerne pynter, men de yder ingen beskyttelse, absolut ingen. Gardinerne trøster (måske). De er i hvert fald eftergivende, men absolut ikke pålidelige. Støtte giver de ingen af, for de mangler jo ”substans” og tyngde. De blæser som siv i vinden. Alt er gennemsigtigt, synligt, udstillet. Spillerne kan godt søge ly eller 

tilflugt i en gardin-niche, i en pasta-skriftestol, men det gør dem blot ekstra synlige og sårbare. Udstillet for publikums og hele verdens blikke. I denne verden, på denne scene er man bare ”på” overalt og hele tiden.

Dobbeltsyn og dobbeltgrin

Samtidig giver pastagardinerne os tilskuere en fornemmelse af at være voyeur´er. Lidt i stil med at betragte genboer og andre mennesker gennem netgardiner i natteoplyste vinduer. Det giver os – eller påtvinger os – et ekstra blik: Det er godt nok sjovt det her. Og jeg griner højlydt – sammen med alle de andre. Men hvad er det egentlig vi griner af? Og hvem er det vi griner af? Er det bare de ”skøre” andre? Eller kunne det også være os selv? Og er grinet måske en slags forsvarsmekanisme? At grine for at holde noget på afstand…

Den slags ”dobbeltsyn og dobbeltgrin” er sunde og gode, tror jeg. Vi ser og vi griner og er godt underholdt. Men vi ser også lidt ind i os selv. Griner lidt af os selv, måske. Og vi får lidt stof til eftertanke. Det ER sjovt, men det er ikke KUN sjovt. Og den er vel det allersjoveste. Den humor der har en snert alvor, vemod eller ligefrem smerte i sig.