DATS fik ”Den Lille Sprøjte”
– en ærespris fra Sprøjtehus Teatret
Tekst og foto: Pia Longet – Generalsekrtær DATS
Ved bestyrelsesmødet i DATS fredag den 3. marts fik hovedbestyrelse en fin overraskelse. På vegne af Sprøjtehus Teatret overrakte Signe Amalie Bjerre prisen ”Den Lille Sprøjte”, som fysisk er en vandrepokal skabt af en gammel brandsprøjte.
– Begrundelsen er, at Sprøjtehus Teatret er meget glade for at være medlem af DATS, og at teatret synes, at DATS skaber rigtig meget godt for medlemmerne, forklarede Signe. – Samtidig glæder Sprøjtehus Teatret sig til at være værter for DATS’ landsteaterfestival den 29. og 30. september + 1. oktober i år.
Landsformand Ege Juul Nielsen modtog pokalen på DATS’ vegne med resten af hovedbestyrelsen som tilskuere. Alle glædede sig over at modtage vandreprisen, som nu står til pynt på DATS’ sekretariat det næste år.
Sprøjtehus Teatret har hjemme i Nykøbing Falster, hvor amatørscenen blev grundlagt i 1950 i en gammel brandstation. Deraf navnet på både teatret og prisen.