Jeg har mest set egnsspil, når jeg har set Esbjergspillenes produktioner. Det her spil er ikke et egnsspil – eller er det? – men et socialrealistisk, grumt stykke om hverdagen på et plejehjem.

Vi møder Agnete (Hanne Meyer) der har boet længe på plejehjemmet. Hun kropsliggør på en stærk og fin måde afmagten, umyndiggørelsen og tingsliggørelsen af beboerne. Vi følger hende i hendes udvikling i den time stykke varer. Hun er forvirret på grund af demens og på grund af de forfærdelige forhold med mangel på personale, lokaler og tid til ordentlig beskæftigelse, som besparelser og indskrænkninger tydeligvis har indført.

Overfor hende har vi teamlederen Inga (Sussi Enevoldsen) der kører afdelingen med hård hånd. Hun må konstant rette ind overfor forvaltningens evige krav om effektivitet og må finde sig i en umenneskelig overbelægning, med beboere i skyllerum, på gangen osv.

Hendes næstkommanderende Helene (Anina Reffs Hofland) er i en konstant konflikt med teamlederen. Heldigvis for ånden på afdelingen bliver der ansat en ung medhjælper Mette (Bjørk Róin Welling) som virkelig forsøger at gøre det bedste for beboerne og for ånden på hjemmet.

Stykket – som er skrevet i 1986 er stadig forfærdeligt aktuelt. Her er ikke tale om en gammel komedie eller farce, men om et politisk indspark i en tid, hvor alle taler om velfærden, som har været under pres længe.

Stykket er instrueret af Rikke Schlüter, der har valgt en realistisk spillestil, der passer fremragende til teksten og de iboende problematikker.

Som tilskuer – og de fleste af os var oppe i årene – kan vi med knugende ubehag huske forholdene for vores egne forældre og bekendte på forskellige plejehjem. Konflikterne mellem de tre ansatte og deres forskellige menneskesyn bliver tydeliggjort. Til sidst bukker Agnete under, som mange af hendes medbeboere har gjort det undervejs. Stykket får en overraskende og rørende afslutning når teamlederen selv mister sin identitet og skal indlægges på hendes gamle afdeling.

Det er et stykke nutidigt debatteater, som sidder længe i tilskuerne. Her er ikke noget at grine ad, mens massevis at tænke over.

Tak til Esbjergspillene for at sætte de her problematikker til debat.