To fanger deler celle i Drakomirs forestilling ”Mod slagtevægt”, skrevet af nordmanden Geir Magne Pedersen. Titlen indikerer, at det godt kan være på dødsgangen. 

af Peter Rafn Dahm

Foto: Axel Gadegaard

Vi får kun svage antydninger af deres forbrydelse (r), men vi aner at det har været grimt. Nu får de ventetiden til at gå med at repetere meninger, konstateringer og dagligdags rutiner igen og igen. At tale om kvinder. Og at spille skak med en eneste brik –  en springer ”Hvem trækker først?”. Lige dén situation, dét billede er et ekstremt, og et ekstremt præcist, ”snapshot” af absurditeten i deres minimerede dagligdag. Ventetiden på vej  ”Mod slagtevægt”.

Fremfor at afsondre de to på en fjern scene, har Drakomir valgt at placere cellen midt i rummet, med publikum på alle sider. Så vi på én gang er en del af indespærringen – fængslets (levende) mure og sidder som tilskuere til et gladiatorshow i cirkus eller en kamp i ringen.

En gammel joke lyder vist, at man bliver solbrændt i striber, når man tilbringer ferien i ”hotel gitterly”. Det har Drakomir gjort til et scenografisk scoop, ved at ”male tremmer” med lys. Med en firkant af pinspots, der hænger i en – ligeledes kvadratisk rig – og indhegner scenen med en transparent, men også klaustrofobisk ”celle-scenografi”. Det er noget af en genistreg – at skabe en både synlig og usynlig atmosfære af indespærring. Der ovenikøbet har den ekstra kvalitet, at fængslingen både er fysisk og mental. Den omringer kroppen, men sidder også i hovedet. At være fange er både et fysisk vilkår og en psykologisk tilstand. Denne dobbelthed giver forestillingen en bred, absurd-eksistentiel appel og horisont. Det handler ikke kun om to mænd, der venter på henrettelsen i et fængsel, men om alle (os), der på en eller anden måde er spærret inde i eller af nogle vilkår – og bare afventer afslutningen