En festival skaber synlighed og sætter teatret på landkortet
Tekst: Peter Rafn Dahm
Foto: Axel Gadegaard
At arrangere en teaterfestival er en stor opgave, der kræver forberedelse og overblik. Men med opbakning fra dejlige frivillige, der bare siger JA, så lykkes det – selv om man skøjter rundt med 200 km i timen, så længe det varer. Sådan lyder konklusionen, når arrangørgruppen i Kerteminde Amatør Teater ser tilbage på de hektiske dage i september. ”Det er også en styrke, at vi bare kender hinanden her i Kerteminde – så f.eks. Byskolen bare slår dørene op for os, når vi skal lave festival. Den åbenhed imponerede virkelig festivalgæsterne”.
Kerteminde Amatør Teater var værter for årets SeniorTeater Festival, der indtog byen den sidste weekend i september. Selve festivalen forløb lørdag den 28. september med 6 forestillinger, der indtog KATs egen og Byskolen scener fra kl. 11 til 21. Festivalen blev fredag flankeret af en minikonference om erindringsteater, søndag med en erindringsteater-workshop. Så KAT havde 3 travle dage. Vi har sat folk fra festival- kernegruppen stævne for at samle op på oplevelser og erfaringer.
Interview med Kerteminde Amatør Teater
Kan vi skaffe frivillige nok?
Hvordan reagerede I da DATS spurgte om I ville være værter for SeniorTeater Festivalen i 2019?
Karl: Faktisk arvede vi festivalen. Det var nemlig den tidligere bestyrelse der – sidste år – sagde ja til værtsskabet. Men vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at vi skulle afholde festivalen. Vi behøvede ikke gå i tænkeboks, men sagde bare JA. KAT havde jo forpligtet sig, og det tog vi selvfølgelig på os
Hvor meget krævede det af KAT at påtage sig værtsskabet? At forberede festivalen?
Knud: Et af de store spørgsmål var, om vi kunne skaffe nok frivillige, altså folk til at hjælpe. Det er altid den store udfordring – at finde frivillige hjælpere. Og det lykkedes for os, men også kun lige. Vi var bestemt ikke for mange
Mona: Det blev til 14 ialt. Vi kunne godt have ønsket os 20. For så havde vi også haft mulighed for en at se et par forestillinger på selve dagen. Og det havde vi altså ikke. Vi havde håbet på, og nok også regnet med, lidt flere frivillige. Men nogle kunne så alligevel ikke, eller kun hjælpe til et par timer
200 km i timen
Mona: Så man måtte bare sige til sig selv, at forestillinger er der altså ikke tid til at se. Det er jo vigtigt, at der står nogen parat, når maden ankommer. Der er svært at sidde inde i en teatersal og slappe af, hvis man samtidig ved, at der kun ét menneske på vagt udenfor-
Momse: Ja vi kørte sørme på med 200 km i timen hele den weekend. På et tidspunkt forsøgte jeg at sætte mig ind for at se en forestilling. Men jeg måtte rejse mig og gå inden det startede. Jeg havde simpelthen ikke ro på mig til at blive siddende. Der er det eneste jeg ærgrer mig lidt over, nu bagefter
Foto: Denne torsdag aften udgøres gruppen fra venstre mod højre af – Jørgen, Ole, Knud, Karl, Mona, Willy og Momse. Foran sidder Jesper fra DATS og Peter, også fra DATS, er bag kameraet.
Folk er søde til at sige JA
Hvor mange var involveret i planlægningsfasen?
Karl: Momse og Mona (der grines). Jo I to gjorde da et kæmpearbejde (alle nikker bekræftende)
Mona: Du kan jo ikke sidde 10 mennesker omkring bordet, når du starter op og skal have den første koordinering på plads. Vi var 4., der holdt en lille middag hjemme hos os – og snakkede tingene igennem. Ole og Karl (vores mænd) sagde måske ikke så meget. Men vi fik da skabt os et overblik. Hvad skal der ske på KAT? Hvad skal der ske på skolen? Hvordan med maden? Hvor mange skal vi være til dét og til dét osv. Når man først har overblikket, kan man bevæge sig længere og længere ned i detaljerne, og uddelegere opgaverne. Og folk her i KAT er virkelig søde til at sige ja – tak, når de først har meldt sig som frivillige. Beder man dem om at påtage sig en opgave, så gør de det. Der er ikke nogen der siger: ”Det gider jeg ikke”. Da vi f.eks. skulle finde vores guider, de der hjalp de gæstende grupper på plads, så sagde alle vi spurgte bare JA med det samme. Det er en kæmpe fordel. At have en kerne man altid kan regne med. Altid
Altså, når man står for en én-dags-festival som SeniorTeater Festivalen – med 6 forestillinger og omkring 80 deltagere – så er det passende med 4-5 personer i planlægningsgruppen og 20 frivillige, når det går løs
Ole: Og er festivalen større, skal man selvfølgelig være flere. I 2008, da KAT var vært for DATS´ store 60 års jubilæumsfestival, var vi nok 30 frivillige.
Vi sætter teatret på landkortet
Mona: Havde vi været 20, kunne vi alle sammen have udvalgt hver 2 forestillinger vi gerne ville se. Og have sat os ind i salen med god samvittighed
Jørgen: Der er blevet arbejdet hårdt, det er rigtigt. Men vi får også en masse tilbage. Ikke mindst at KAT kommer på landkortet. Lokalt, politisk, i befolkningen. Så indsatsen er det hele værd. Det må da være et godt ”lokkemiddel” for kommende festivalarrangører!
Mona: Helt sikkert. Og der var da også en vigtig grund til at Birgitte, vores tidligere formand, sagde ja. Og at vi holdt fast i det ja. Det er simpelthen en god reklame for KAT. Men vi vidste ikke, hvad vi gik ind til. Nogen spurgte godt nok ”Er I klar over, hvad I har sagt ja til?”. Næh, det var vi ikke, men vi måtte jo bare tage det fra en ende af (alle griner)
Karl: Det er tidkrævende, helt bestemt. Men vi har da også haft tid til andre gøremål
Mona: Flere af os var involverede i ”Stafet for livet” 14 dage før festivalen. Så der var nogle nætter, hvor man vågnede op om natten med koldsved på panden. Og vi har været rigtig glade for samarbejdet med jer i DATS. I er gode til at bakke op, og lynhurtige til at svare, når vi har spørgsmål. Det betyder meget. Jo, kommunikationen har været rigtig fin
Foto: Snoren til festivalen klippes over.
(Fotograf Peter Rafn Dahm)
Grupperne var glade for os
Kunne I ”mærke” grupperne og publikum, selv om I havde travlt?
Knud: Jeg synes der var god respons
Vagn: Forsøgsscenen fra Haderslev var lidt bekymrede, fordi de havde så meget, der skulle bæres op på scenen i KAT. Men de blev positivt overraskede over, hvor let og hurtigt det var at få hjælp fra KAT folk. Så de synes bare, at alting kørte på skinner, og var meget glade. Det var en vældig god idé, at knytte en lokal guide fra KAT til hver gruppe – med mobilnummer og det hele. Grupperne vidste bare hvem de skulle ringe til. Mig ringede Forsøgsscenen også op til, så vi kunne aftale hvordan og hvorledes. Ellers ville de jo have stået som Moses ved Det røde Hav, når de ankom. Det er også fint at tage et ansvar på sig: Det er mig der skal tage mig af den gruppe og sørge for, at de får en god oplevelse ud af at spille på festivalen
Mona: Modtagelsen er vigtig, når man nu kommer til et helt nyt sted, og skal sætte sig op til at spille forestilling på en ukendt scene
Vagn: Og grupperne var gode til at bruge os – og vi havde jo sat os ind i det vigtige, hvor er lyset, hvor er dit og dat. Det er den slags praktiske ting vi skal hjælpe med
Willy: Nogengange kan ens funktion som guide også være mere pædagogisk. Hvis en gruppe ikke har nogen festivalerfaringer, og har svært ved at blive enige om, hvordan de skal udnytte de timer de har til at gøre klar. Så kan man godt finde sin ”indre skolelærer” frem og foreslå, hvordan de skal tackle udfordringerne og nå i mål med forestillingen, uden at skændes for meget…
Jesper: Konklusionen må være, at man skal altså kunne lidt af hvert som guide (alle nikker)
Fremragende styr på teknikken
Mona: DATS´ teknikere – Michael Amtoft og Morten Thaysen – var også fremragende. For pokker da, hvor kunne de bare deres kram, på en stille og rolig måde Knud: Man kunne tydeligt mærke, hvor meget de går op i det og elsker at have med teknikken at gøre
Mona: Efter festivalen har vi også efterlevet nogle af deres gode råd. At få sikret vores lamper f.eks.
Willy: Og alt skete bare ligeså stille og roligt. Når man som guide lidt utålmodigt spurgte: ”Skal det ikke snart være færdigt?”, så svarede de bare ”Bare rolig, Vi er færdige, når vi skál være færdige” (alle griner). Og der var de også. Hver gang. De gik i hvert fald ikke i panik
Man skaber gode kontakter
Jørgen: En god ting er også de kontakter, man når at skabe på sådan en dag. Karl, vores formand, fik kontakt til Haarby Amatør Teater. De deltog med to unge piger fra bestyrelsen, og vi har brug for kontakt med unge hér på KAT. Så det gav en god spin-off værdi
Karl: Ja, det var fest at opleve, at to unge piger tog opgaven med at deltage hele weekenden i en SeniorTeater Festival. Dem skal vi bestemt holde kontakt til i fremtiden. Midtfyns Amatør Scene vil vi også gerne samarbejde med. Vi skal bare finde tiden til det
Vagn: Måske kunne det føre til udveksling af forestillinger og instruktører
Mona: På den led kan vi hjælpe med at ”fylde hinandens huller ud”
KAT har et godt renommé – og vi ringer bare til pedellen
Festivalen nød jo godt af at Byskolens døre stod på vid gab. Vi kunne bruge teatersal, gymnastisal, køkken, bibliotek osv. Hvordan får man så god en kontakt og så godt et samarbejde?
Karl: Jeg ringede bare til pedellen. Han er altid imødekommende og har altid tid til at snakke. Vi fik en nøgle og havde simpelthen fri adgang til skolen
Mona: Han var også behjælpelig med et klaver f.eks. Og vi kunne både få et elektrisk og et akustisk
Karl: Nu hjælper det nok på det, at han også er pedel her i huset. Vi har en børnehave/legestue i stueetagen
Jørgen: Og så har KAT et godt renommé i byen. Vi er velansete som forening. Det er også lykkedes et par gange, at få politikere til at komme og se forestillinger. Men vi kommer ikke sovende til det, vi gør en indsats med at invitere og gøre os synlige
Willy: Der var faktisk mange der under festivalen spurgte: ”Hvordan hulen har I fået så godt et forhold til jeres skole? Det er jo fantastisk bare at kunne ”tage for sig” af alle de dejlige lokaler. I har både jeres eget teater – og en hel skole. Hvordan kan det gå til?” Og jeg kunne jo bare svare, at vi kender hinanden her i Kerteminde og har et godt samarbejde. Det var folk imponerede over
Mona: Og så er vi rigtig gode til at rydde op efter os. Der var faktisk renere da vi gik end da vi kom. På toiletter og allevegne Og det er ikke engang løgn
Momse: Vi fik skam også ros af pedellen
Mona: Det betaler sig at gøre lidt ekstra. Så er man velkommen en anden gang
Fordelen ved en-dags-festivaler
Willy: Arbejds- og ressourcemæssigt er fordelen ved en en-dags-festival, at vi ikke skal sørge for indkvartering af folk. Det sparer arrangørerne for meget arbejde. Hvis folk vil overnatte, kan man være behjælpelig med kontakter. Men man hænger ikke på, at skulle skaffe hotelværelser eller klasselokaler eller hvad det nu måtte være
Mona: Dét ville i hvert fald have stresset os
Karl: Ja, hvis folk skulle have overnattet på skolen, så havde vi været nødt til at skaffe brandvagter. Der skal vist gås brandvagt en gang i timen
For meget mad – men Intet madspild!
Momse: Pga af nogle misforståelser omkring deltagertantallet, kom vi til at tælle os selv her i KAT to gange, så vi havde købt ind og bestilt mad til 14 for mange. Så der var mere end riiigeligt. Sådan noget er vigtigt at være opmærksom på, når man planlægger – indgår værtsscenen og alle de frivillige i DATS deltagertal, eller skal de lægges oveni?
Ole: Det korte af det lange er vel, at den slags skal stå pisset i sne. Det er så let læse forkert og at gå fejl af hinanden. Men det gode er, at vi kunne bespise en masse folk gratis på Amanda baren om søndagen. Baren serverer mad for folk, der ikke har så meget at rutte med. Så folk fik fin mad med kniv og gaffel og salat og hele molevitten. Det blev en rigtig fin søndag med masser af god mad på Amanda bar – og intet gik til spilde.
