Når jeg går ind til et Ibsen stykke er det altid med en vis ærefrygt. Han er den næst mest spillede dramatiker i verden – kun overgået af Shakespeare. Han regnes for en af de væsentligste forfattere i Det Moderne gennembrud – hvis store guru var Brandes. ET DUKKEHJEM er skrevet i 1879 – og vakte, som mange af Ibsens senere stykker – stor opstandelse hos borgerskabet. Brandes ville have at problemer skulle sættes til debat på scenen, og det bliver de i den grad også i ”det idylliske dukkehjem”.

Iscenesættelsen i Varde var helt igennem for mig fremragende. Scenografien spillede med. Stykket er blevet spækket med symboler – som jeg så det. Det begynder med Torvald Helmer og doktor Ranks påklædning. Sorte stramme bukser, ridestøvler og næsten hvide skjorter. Men det var jo de italienske fascisters uniform. Her bliver det så tydeligt fra instruktøren, at der er tale om mænd der vil være herremænd. Og sådan er Torvald Helmer da også konsekvent portrætteret…. også helt til han krakelerer. Nora ”farer” i starten rundt som hans lille Lærkefugl. Hans trofæhustru, ”den søde lille tingest” – som desværre bliver mere og mere besværlig for Torvald Helmer. Symbolikken er også klar i instruktionen, hvor Nora langsom tager sin paryk af og afslører et naturligt, smukt langt hår. Hun begynder her langsom transformationen til en selvstændig kvinde. Eller væggene der forsvinder mellem 2. og 3. akt. Der er kun dørene tilbage i lejligheden. En afklædning der illustrerer at de bor i et Dukkehus. Børnenes spil viser også, at de blot er dukkebørn. Ingen replikker – kostes rundt af far og mor.

På et tidspunkt forsøger den stressede sagfører Krogstad at få styr på sine snørebånd. Det mislykkes, og han smider skoene rundt i stuen. Så er man stresset og presset når man gør sådan noget i chefens hjem.

Selv det lyserøde juletræ, der vælter juleaften – hvad vel også kun sker når der er uenigheder i familien – bliver liggende stykket igennem. Et symbol på opløsningen.

Der er også erotik i luften – sødt båret af både Nora, Fru Linde, doktor Rank og sagfører Krogstad. Ses der også en anelse fra Torvald, hvor han pludselig er meget tæt på fru Linde – han der ellers blot er til sex pakket ind i floskler og tillægsord om Nora.

Nora får – som alle ved – nok af det hele – og laver det berømte opgør, hvor hun går til sidst, efterladende Torvald med det hele. En voldsom slutning for datidens borgerskab.

Midt i det hele er også den lettere skjulte kærlighedshistorie mellem sagfører Krogstad og veninden Fru Linde. En historie der emmer af gammel kærlighed. Hun søger arbejde, men også mere end det ”Krogstad, skaf mig nogen og noget at arbejde for”. (Har vi ikke lige hørt den vending i den danske valgkamp?).

Det er en meget flot opsætning instruktør Martin Svinkløv har præsteret. Jeg nød hvert sekund, ligesom jeg nød skuespillernes præstationer. De vidste helt klart hvad de sagde og hvorfor de gjorde som de gjorde. Det var fysisk teater i højt tempo. I var fremragende – og så er det jo lidt sjovt at Nora – Helmers ”lille sanglærke” i det civile liv hedder Lærke. Tak alle sammen og tak til 7-kanten for en stor aften.