Et skæbnedrama der danser lystfyldt og vanvittigt på livets yderste rand
Midtfyns Amatør Scenes opførelse af Vivian Nielsens ”Den yderste nat” spiller i samfulde 2 timer, mens vi publikummer sidder alleryderst på stolene – med de 3 karakterers liv ”i favnen”. Så intenst og medrivende bliver der spillet. Og så intens og indtrængende er den tekst der spilles og i den grad får liv lige for øjnene af os.
Tekst og fotos: Peter Rafn Dahm
Vivian Nielsens ”Den yderste nat” er en lang og ordRIG tekst, der gennemspiller en ganske særlig skæbnenat. I programmet kan man læse:
”Det er julenat i Skagen. Den smukke Marie Krøyer tilbringer aftenen sammen med sin elsker, kvindebedåreren Hugo Alfvén, den svenske komponist.
Hendes mand, maleren P.S. Krøyer er indlagt på sindssygehospitalet i Middelfart, så intet skulle kunne forstyrre deres unge kærlighed.
Freden har sænket sig og alt ånder idyl.
Men Krøyer har imidlertid forladt hospitalet og er taget op til Skagen for at overraske sin hustru og fejre julen sammen med hende. Og pludselig er han i huset.
En nat, der vender op og ned på alt. En nat, der forandrer livet for altid”
Det er store ord ”En nat der forandrer livet for altid”. Men vi oplever konkret, fysisk og bogstaveligt at livet forandrer sig for de tre på scenen, mens deres liv og deres kunst – forløst eller uforløst, deres kærlighed og lidenskaber – udlevet eller tilbageholdt, deres drømme og længsler – udfoldes og optrevles. Lige dér for vores øjne og ører.
På MAS´ intimscene ”Masken” sidder vi med inde i Krøyers atelier. Ganske tæt på spillerne – som var vi med dér, dén julenat. Måske lurende på dramaet fra et upåagtet hjørne. Eller beskuet gennem de vinduer, der – i hvert fald om dagen – lukker det lys ind en maler er så afhængig af. Det lys som Krøyer taler om og længes efter. Det lys som han måske ikke længere kan tåle at se.
LYSThus og GALEhus
Når man i programmet læser, at man skal overvære et skæbnedrama, tænker de fleste nok ”tungt og traurigt”. Men nej. Dramaet lægger let ud. Tonen er både poetisk, lys og humoristisk. Der danses ligefrem. Efterhånden slår julenatten dog revner, og mørket, om det er udenfor eller nedenunder, bliver synligt, trænger ind og trænger sig på. Den dramatiske bue er spændt stramt og nærmest perfekt. Og den nagler én til sædet, som er man selv den pil der skal afskydes. Handlingen, dramatikken og spillet forandrer alting undervejs, selv om intet forandres fysisk på scenen.
Vi føres fra anslagets blide ”LYSThus”, hvor Marie og Hugo tager tilløb til deres jule- og kærlighedsnat.
Til slutningens ”GALEhus”, hvor en, måske syfilitisk vanvittig Krøyer, hyler mod månen udenfor. Som et uhyggeligt og skræmmende ”lydtæppe” bag Hugos kærlighedserklæring til Marie. En erklæring der trodser alle skæbnenattens indsigter og afsløringer.
Kærlighedsdrama og kunstnere i hanekamp
Teksten og opførelsen har mange lag. Umiddelbart er der kærlighedsdramaet. En højspændt trekant, hvor den yngre, elegante og attraktive komponist (og kvindebedårer) Hugo Alfvén og den modne, men sindslidende maler, ”nationalikonet” P.S. Krøyer begge – og hver på deres måde – elsker Marie Krøyer. Begge bejler til hende og dyster med hinanden i en højdramatisk ”hanekamp”. Hvordan vinder man en kvinde som hende? Hvad kan den ene tilbyde som den anden ikke kan? Hvad er der at vinde og at miste?
I kampen, på denne kærlighedens slagmark, skyes ingen midler. Det er råt, ubarmhjertigt og efterhånden desperat, og ganske opslugende, oplevet fra tilskuerrækkerne. Vi sidder med livet og hjertet i hænderne.
Skal man kun se – eller også føle – sit motiv?
Men vi får også ”malet”, ja ligefrem ”udpenslet”, 3 kunstnerportrætter. Hvem var de, disse historisk berømte kultur- og kunstpersonligheder, bag ”facaden” og de officielle historie-portrætter? Hvad drev dem og deres kunst? Hvad vil det sige at være kunstner? Hvordan opleves verden gennem en kunstners ”prisme”? Hvad kræver det at skabe kunst, og hvad kan man kræve af kunsten og den skaber?
Handler det at male kun om synet – at kunne se? Eller handler det også om følelser – at kunne føle det, og føle med det, man ser? I en meget gribende scene fremhæver Marie et udskældt ungdomsbillede af Krøyer, et billede der emmer af medfølelse og socialt engagement. Det billede er for hende det bedste Krøyer nogensinde har malet. Fordi hun kunne føle maleren, og selv følte med motivet. Hvor er de følelser henne nu? Spørger hun den feterede maler, som alle står i kø for at blive portrætteret af. Det spørgsmål bringer den elles så selvsikre mester på usikker grund. Han som er så vant til blot at stole på sine øjne. De øjne som har gjort ham en af samtidens mest berømmede malere.
Kunst eller kærlighed
Også Maries egen – skrinlagte – malerkarriere får vi et sørgmodigt indblik i. Det begynder med ”hanekampen”: Hvem kan bedst tilfredsstille Marie? Hvem kan få hende til at skrige i lidenskab? Nu, sammen med Hugo, skriger hun. Det gjorde hun vist ikke før, sammen med Krøyer?
Det får Marie til selv at tage ordet. Hun, den feterede kunstnerhustru, der tilsyneladende har alt og sætter ”trenden” for god smag i Danmarks toneangivende kredse. Hun bærer på et dybt, indre savn – af selv at være skabende på et dybere niveau. Derfor overlever hun gennem en form for ”omvendt sublimering”. Da hun var kunstnerisk aktiv, fik hun afløb for sine stærke følelser i maleriet, og var måske ikke voldsomt, erotisk lidenskabelig. Men nu har hun sublimeret sin kunstneriske drift til erotisk lidenskab, rettet imod og forløst af Hugo Alfvén.
Levende formidling af tunge temaer
En stor kvalitet ved tekst og opførelse er den komplekse, men altid flydende komposition, hvor der ubesværet glides, springes, klippes mellem spor og lag. Vi indfanges af kærlighedsdramaet, fascineres af de berømte aktører. Men undervejs bliver vi også indført i forskellige ”kunstsyn”: Kunstnerens (mulige) tilgange til både kunst og virkelighed. Hvori består den kunstneriske drift? Hvad er det kunstneren vil – eller ikke kan modstå? Hvad er det kunsten kan – eller ikke formår? Hvorfor er kunsten vigtig – eller ligegyldig? Hvad kan kunsten gøre ved, eller gøre for, menneskers liv?
Det er respektaftvingende, at en forestilling formår at bringe så ”tunge temaer” på scenen, uden at man som publikum på noget tidspunkt føler sig ”taget i skole”, men blot lever med og suger til sig.
Den yderste nat demonstrerer hvad amatørteater kan, når alt går op i en højere helhed. Ikke mindst at byde på gribende og insisterende teaterkunst. Der giver os dybe livsindsigter lige i ansigtet og helt ned i maven – på en ganske lille scene i den ganske lille landsby Ryslinge. Det er simpelthen godt gjort. Tak skal I have!
