Forestillingen sprænger sin egen titel – helt uden berøringsangst
Arne Johannsen får ondt af de unge kvinder i Tårnby Teaters ”Bare mig selv”, op oplever at den lille, personlige historie bliver påtrængende, bliver uomgængelig, bliver vigtig.
Tekst af Arne Johannsen
Foto af Axel Gadegaard
Ingen berøringsangst
Jeg har set forestillinger, der lader til at tage hensyn til skuespillernes følelser. Tager hensyn til deres bidrag til forestillingen og deres (mulige) sårbarhed. Der sker i hvert fald ikke så meget andet, end at der berettes. Lidt som at læse op af en dagbog.
Jeg har set forestillinger, der virker som et råb om hjælp. Men som ikke anklager ’de skyldige’ eller peger på ’det store svigt’ i samfundet.
I begge tilfælde savner jeg at forstå, og ikke mindst mærke, hvorfor denne her forestilling er vigtig for mig.
Tårnby Teaters forestilling om præstationssamfundet, ”Bare mig selv”, der bygger på de fire medvirkende pigers historier, er en anden slags oplevelse. ”Bare mig selv” sprænger sin egen titel og gør alt hvad den kan for at fange, underholde og ramme alle os, der kigger op.
Her er der ingen berøringsangst over for de medvirkende, der bliver afbrudt (af de andre medvirkende), skældt ud, udstillet, omfavnet, krammet, vendt øjne af… det hele! Historierne om dating, kropsbehåring, venskab, selvværd, tvivl med mere bliver sunget, sprunget, råbt, grædt og bønfaldt for os – med tempo, pauser, dynamik og en fantastisk sans for dramaturgi og underholdning.
Det tragiske bliver morsomt
Instruktørerne skåner ikke nogen eller noget.
Vi kommer (næsten) helt op i røven på skuespillerne, og skuespillerne jamrer, når kønshårene fjernes. Selvfølgelig får de også lov til at stråle, og omsorg er der også.
Men forestillingen tør være grotesk ved det personlige, og på den måde bliver det tragiske komisk.
Vi griner, fordi vi genkender eller overraskes, og relevansen opstår. Den lille, personlige historie bliver påtrængende, bliver uomgængelig, bliver vigtig.
Nu får jeg faktisk ondt af de fire piger. Ikke fordi de prøver at fortælle mig noget, der gør ondt eller er svært. Men fordi forestillingen samtidig – med alle teatrets midler – piner og plager dem. Og ophøjer dem.
