Fra Aalborg til Køge – DATS Landsfestival ’24 i Ryslinge
Tekst: DATS´ Teaterfaglige konsulent Jacob Melchior
Foto: Knud Volsing og Axel Gadegaard
06.11.24
Hvert år samler DATS landets amatørscener til den store landsfestival, hvor grupperne præsenterer forestillinger for hinanden. I år blev festivalen afviklet hos Midtfyns Amatør Scene (MAS) i Ryslinge, hvor godt 120 teaterinteresserede var samlet om festivalens 12 forestillinger.
Det er så godt som en tradition. Helt tilbage fra 1960’erne er der blevet afviklet festivaler og teaterstævner i Ryslinge, og siden 2004 er der hvert tiende år afholdt landsfestival i den lille midtfynske by. I denne 2024-udgave blev det til intet mindre 12 forestillinger fordelt over festivalens 3 dage. Festivalen var placeret omkring Ryslinge Forsamlingshus, der med sin historiske ramme som Danmarks ældste (fra 1871) gav en smuk ramme for weekenden.
Fredagen lagde ud med taler fra DATS’ landsformand, Ege Juul Nielsen, der til dagligt har sin teatergang hos værterne fra MAS. Herefter var det formand for kultur- og lokalsamfundsudvalget i Faaborg-Midtfyns Kommune, Anne Møllegaard Mortensen, der delte sine tanker om amatørteatrets væsentlige rolle i de lokale miljøer. Efter de obligatoriske praktiske informationer, begav de godt 120 deltagere sig mod Ryslinge Friskole, hvor festivalens anden scene var blevet bygget til lejligheden, i skolens gymnastiksal.
Her lå værterne fra landsfestivalen i 2021, Haarby Amatør Teater (HAT), fra land med udvalgte scener fra deres selvskrevne forestilling ”Velkommen tilbage til Sanderby”. Forestillingen bygger på historier, personligheder og fabuleringer fra et lille opfundet lokalsamfund, krydret med en stor portion humor. Herefter blev der serveret aftensmad i forsamlingshuset inden en tætpakket sal blev præsenteret for intet mindre end en verdenspremiere. I forbindelse med festivalen havde værterne fra MAS fået forfatter og dramatiker Peter H. Fogt til at omskrive hans gamle novelle ”Frokost for Dæmoner” til amatørscenen. En absurd og tragikomisk fortælling om dæmonen i os alle, præsenteret i rammen af en lille families noget udfordrede dynamik. Forfatteren var selv til stede i salen, og kunne i den efterfølgende scenesamtale uddybe hans tanker omkring teksten og det at skrive til scenen kontra skønlitteraturen i en spændende dialog med både publikum og skuespillere.
Fra terrorangreb til bakkesang…
Lørdagen bød på intet mindre end 8 forestillinger igennem dagen. Frederiksberg Teaters unge/voksenhold Skonnerten lagde ud med deres videreudvikling af Jokum Rohdes tekst ”O Forheksede Teater” i et skønt Monty Python inspireret univers. Herefter præsenterede Glostrup Amatørscene deres opsætning af den rørende og tragiske Andreas Dawe tekst ”Tårnspringeren”, hvor vi kom helt tæt på angrebet på World Trade Center. Teksten følger én af de mennesker, der bliver fanget på de øverste etager og må se i øjnene, at den eneste vej ud er at tage springet. Støbeskeen fra Frederiksværk viste Henrik Prips’ ”Englehud” inden værterne fra MAS præsenterede den lokale amatørscenes bredde med en udgave af Cahtrine
Fjord Frombergs shortplay ”Det når vi i morgen” samt en visning af ungeholdet Trup Flexible’s dragende og intense performance ”Vi er ikke kønne nok”. I den efterfølgende samtale introducerede instruktør og underviser Pauline Vestergård tilhørende til metoden Viewpoints, som de unge havde arbejdet med i udviklingen af performancen.
Det Hem’lige Teater fra Aalborg gik på scenen med et stykke ny dramatik skrevet af husforfatter, Signe Andrea Lentz Christensen, i den barske og absurde forestilling ”Livstykke”, inden publikum kunne få en velfortjent pause og nyde aftensmaden i forsamlingshuset.
Herefter var turen kommet til Teaterrødderne fra Holbæk, der efter 35 virksomme år havde valgt at afrunde deres rejse med et sidste besøg i deres poetiske klovneunivers med forestillingen ”Støjende Stilhed Slutter”. Det blev en rørende afsked med gruppen, der gennem årene har sat et stort og varigt aftryk i det danske amatørlandskab. Publikum kvitterede med stående klapsalver og rørende farvel bemærkninger til rødderne, som tak for deres forestillinger gennem tiden.
Som afrunding på aftenen inviterede Køge Amatørscene på ”Bakkesang” i forsamlingshuset, og på den måde fik dagen på smukkeste vis indkapslet, hvor langt omkring amatørteatret kan komme i både stil, genre og sceneudtryk.
Farvel og på gensyn!
Søndagen bød på to forestillinger. Først med Teater And og Måge fra Vanløse, der i deres fortælling ”En Skjalds Bekendelser – The True Story” bragte os helt tæt på myten om digtermjøden, og derefter ViseVeteraner med deres historiske rejse gennem tidens viser og sange, hægtet op på Lise Nørgaards lange liv og forfatterskab.
Efter sidste forestilling kunne publikum nyde en god frokost, inden der blev sagt tak til både de spillende grupper, værterne fra MAS, de dygtige teknikere, der altid får festivalen til at glide og ikke mindst de uundværlige frivillige, der så flot havde sørget for at festivalen kunne gennemføres.
Sidste ord blev givet til repræsentanterne fra Frederiksberg Teater og Teater And og Måge, der sammen med Teater Folk i Rødovre er værter for næste års landsfestival, der afvikles i og omkring Frederiksberg Teater fra 5.-7. september 2025.
Fra sekretariatet skal der lyde en kæmpe tak til alle deltagere for at have medvirket til endnu en vellykket festival, vi ses på Frederiksberg Teater!
Kunne I tænke jer at være værter for DATS landsfestival? Skriv til dats@dats.dk og hør nærmere!
Galleri:
Artikler
Artikler