Fyrspillet “Ravkongens døtre”
Set til premieren d. 30. juni 2021.
Tekst: René Foshammer
Fotos: PRessekontakt v. Jørn Bonde
Jeg havde fornøjelsen af at være til premiere på Fyrspillet “Ravkongens døtre” i nogle helt forrygende og misundelsesværdige omgivelser. En perfekt sommeraften med et oplagt publikum og skuespiller-korps.
Man kunne godt mærke, at skuespillerne glædede sig til at komme på “græs” igen, og vi som publikum også havde glædet os til at opleve det levende og nærværende teater.
Det bør også nævnes, at der blev budt på gode forhold for publikum i form af godt udsyn og god lyd. Scenografien hvori historien udfoldede sig, var skåret ind til benet, i et minimalistiske udtryk, hvis man kan tillade sig at kalde naturen minimalistisk.
Som sagt sprang vi mellem nutid og fortid.
I fortiden mødte vi en kvindeundertrykkende dum skid i form af Ravkongen, som kun havde tanke for sig selv og sin berigelse. Hans døtre regnede han ikke, da alle tre havde en skavank/handicap. En var stum, en haltede og den tredje var rødhåret. Det faktum, at han kun har anden sorteringspiger, og ingen drenge, gør, at han tager en ny sydlandsk kone med tilbage fra sin tur ad Ravvejen – en kvinde, der skal skænke ham en søn.
Dette giver naturligvis anledning til forargelse. Ravkongen er allerede gift med døtrenes mor, men han tænker sig, at hun fortsat kan være hans hustru og blive boende i huset, mens han så kan bo i et nyopført hus med sin kone nr. 2. Flerkoneri kan ikke accepteres, og der indkaldes til “Tinge”. Her ser vi så lokal politik i fuldt flor. Alle på Tinge glemmer deres forargelse, og kan godt acceptere nye sæder og skikke – da Ravkongen stiller dem en økonomisk gevinst i sigte.
Ravkongen dør, om ikke for egen hånd, så som en naturlig forlængelse af sin opførsel.
Hans nye kone dør i barselssengen, og Ravkongens døtre bortfører babyen. Vi, publikum, tror, de gør det for at slå ham ihjel, men de gør det reelt for at redde ham fra dem, der efterstræber ham pga. hans position i arvefølgen efter ravkongen.
I nutiden møder vi også, om ikke en dum skid, så en selvopblæst nar,
der har kastet sig over naturen, og bruger den for at promovere sig i sine tv-programmer og i sine selvhjælpsbøger.
Vores selvhjælpsguru dør ikke, men oplever en deroute af de helt store, da det viser sig, at han har bygget hele sin karriere op på en rapport, der ikke er sand.
I nutiden møder vi også de unge, der er tvunget på en flere dage varende naturtur med vores selvhjælpsguru. Det er med blandede følelser, de er med. Ingen telefon, vil hellere være hjemme eller i hver fald ikke ude i den ukomfortable natur, føler sig sendt af sted, så mor kan hygge sig med sin nye kæreste. Én er meget optaget af naturen, og vores forurening af samme – alt er på den ene eller anden måde med og udstillet.
Et par hanhunde, i form af to knallertkørende unge mænd, er der også plads til. Deres tilstedeværelse gav mig håb for fremtiden, hvis ellers vores unge piger spiller deres kort rigtigt.
Lad mig forklare:
En af drengene og vores miljøbevidste pige, har det klassiske – dreng møder pige, kan ikke lide hinanden, ender med at blive forelsket, men skal gruelig meget igennem først. Det, de her skal igennem er, at pigen håner hans knallert og påpeger, at den forurener. Hun træder direkte på hans stolthed. Men alligevel, mod slutningen, bekendtgør han overfor sin kammerat, at han nok vil købe en ny knallert – på el.
Og det gør han, fordi det er den eneste vej til hendes hjerte, forstår man.
Så piger, stil krav, og gerne krav på naturens vegne.
Og, alt det, jeg lige har beskrevet, ville have været en stor rodebutik, hvis ikke forestillingen var skrevet og instrueret med et scenisk godt greb, der lod fortidens og nutidens natur være stort set den samme, så, selv om der var mange sceneskift, oplevedes de ikke som tomgang. Og endelig historien, som bød på en perlerække af genkendelige typer.
Så – det er ikke sidste gang, jeg skal til Fyrspillet og opleve deres sommerforestilling.
