Giftig skønhed – en bitter pille i en forførende indpakning
EZHNOs forestilling ”En giftig mand” er en meget direkte, ubehagelig og påtrængende – ja man fristes næsten til at sige skånselsløs – forestilling om voldtægt og misbrug, seksualitet og identitet. Hvad betyder det for et menneskes selvopfattelse og selvværd, for dets længsler og fantasier, for hele dets ”væren i verden”, at blive udsat for et seksuelt overgreb? At opleve tillidssvigtet, afmagten, at være i – og underlagt – en andens vold?
Af Peter Rafn Dahm
FOTO: Peter Rafn Dahm
En giftig mand
Vi følger hovedpersonen i hans selvvalgte isolation og indespærring. Han er inficeret og ”giftig” og vil ikke smitte andre. Langsomt, men også abrupt og overraskende afdækkes og afsløres hans historie. Dette forgiftede væsen – ”dette hvidkalkede, levende lig” bobler fra start over af aggressive pornografiske fantasier, og man mistænker ham for selv at være skyldig i overgreb, eller i hvert fald at være parat til det. Indtil den tragiske sandhed åbenbares i et voldsomt vendepunkt: At giften ikke er den ”afstumpethed” den skyldige er inficeret med. Giften er tværtimod den skam, den virus, det selvhad en voldtægtsmand planter i sit offer – den voldtagne. ”En giftig mand” er altså ikke forgiftet at noget han har begået, men af noget han har været udsat og offer for. Det er en virkelig pinefuld og nærmest ”ond skæbneberetning”, der kunne være inspireret af en græsk tragedie.
.
Men desværre også en historie man kender fra mange voldtægtsofre, der straffes mangedobbelt. Først udsættes de for overgrebet og de rædsler der er forbundet med det. Og derefter lever de med ”udstilletheden”, ydmygelsen og skammen over at være et offer. At have ladet det ske. Og ”straffen” er forbandet virkningsfuld. Mange bærer på den, og tynges af den, resten af livet. Derfor bliver massevoldtægt også brugt som et modbydeligt våben i krige og etniske udrensninger, som en art brændemærkning – eller djævelsk forgiftning – af de overvundne.
Casper Mohr, der spiller den giftige mand, fortæller, at forestillingen er inspireret af, og delvist baseret på, samtaler med mennesker, der har haft voldtægt inde på livet. Det kan man godt mærke. Han fortæller også, at forestillingen er et påtrængende ærinde for ham og EZHNO – det er en vigtig historie at fortælle. Det mærker man også.
Æstetik som lokkemad
Men hvordan fortæller man en så tragisk historie på scenen, uden at publikum vender sig bort eller udvandrer i skræk og væmmelse?
En måde er, som i ”En giftig mand” at bruge æstetik – ”skønhed” – som ”lokkemad”. Som et forførende fortælleteknisk greb. At arbejde med ”fascination” – som udtryk for noget der både drager og skræmmer. Man kan drage paralleller til billedkunsten, Hieronimus Bosch f.eks. – der udpensler forfærdelige historier om sygdomme, pinsler og død – i dragende og pragtfulde malerier.
EZNHOs ”grimme” historie, denne bitre pille, serveres i en forførende smuk og dybt fascinerende indpakning. Det sceniske univers minder mest af alt om en poetisk kunst- og lysinstallation. Med ophængte LED ”lysstofrør”, der skifter farve og lysintensitet, et ”malerisk” projektions-bagtæppe eller lærred og en madras – der udgør et polstret scenegulv.
Forestillingen rejser mange spørgsmål. Også spørgsmålet om kunstens og teatret opgave eller rolle i vores liv. Hvor smertefuldt og nådesløst skal og må det være? Skal vi først og fremmest konfronteres med ”de mørke afgrunde” i tilværelsen – uden filter og formildende omstændigheder? Eller skal vi efterlades med håb og handlemuligheder? ”En giftig mand” er en fascinerende, men også meget bitter pille.
