Har I styr på rettighederne?

Af DATS´ Teaterfaglig konsulent Jacob Melchior
Foto: Morten Damsbo Hjelm
01.09.24

KONSULENTERNES BREVKASSE
Som konsulent i DATS kommer man rundt til mange forskellige teaterproduktioner og amatørforeninger i landet. Det danske amatørteaterlandskab er kendetegnet ved stor alsidighed, og hvad der fungerer det ene sted, er ikke altid det bedste hos andre. Alligevel opstår der fra tid til anden nogle generelle faglige betragtninger, og det er et par af dem der vil blive delt i denne brevkasse. Skriverierne her er både ment som gode råd og faglige betragtninger, men er ligeledes oplæg til samtale, diskussion og debat både i kommentarfeltet og ude i foreningerne.

Det er næsten umuligt at lave teater, uden at man på den ene eller anden måde kommer i berøring med begreber som ”opførselsafgift” og ”ophavsret”. Hver gang, man opsætter et stykke skrevet dramatik, kan man være næsten sikker på, at der et eller andet sted er et rettighedsspørgsmål, man skal forholde sig til. Oftest håndteres det direkte i forbindelse med henvendelsen til forlaget, når man ønsker at få tilsendt et manuskript til gennemlæsning, men andre gange kan der i løbet af prøveperioden opstå usikkerheder om, hvad man egentlig må og ikke må med sådan et manuskript i hånden. Særligt for grupper der ønsker at udvikle eller ændre på et eksisterende manuskript, kan det være svært at navigere i reglerne for ophavsret. Her følger et par råd, man kan have med sig, når man kaster sig ud i at opsætte skrevne manuskripter med sin amatørteatergruppe.

Hvad er ophavsret?
Ophavsretten beskytter en persons værker ved at give dem eneret til at bestemme, hvordan deres værker må bruges. Ophavsretten er reguleret af ophavsretsloven, som gør skaberen til rettighedshaver over egne værker.

Hvad er opførselsafgift?
Betaling for opførelse af værket til enten dramatikeren eller forlag. Ofte dramatikerens eneste reelle mulighed for indtjening på sit arbejde. Kan være enkeltbeløb eller udregnes efter forestillings- og publikumsantal. I visse tilfælde indeholder opførselsafgiften en % del af billetindtægten.

Hvis det står i manuskriptet…
En god hovedregel er, at hvis dramatikeren har skrevet noget i manuskriptet, så er det fordi, de har ment noget med det. Derfor skal man være opmærksom på, at alle ændringer i et manuskript i udgangspunktet udfordrer ophavsretten. På den måde vil man ofte få at vide, at alle ændringer fra det skrevne skal godkendes af rettighedshaverne. Det kan virke tungt og omstændigt, men er i tråd med hensigten om ophavsret og rettigheder. Mange dramatikere kan være helt ok med selv store forandringer i deres værk, men man er nødt til at spørge dem (eller deres repræsentanter) direkte, hvis man vil være sikker på, at man ikke overtræder deres ophavsret.

Man må derfor spørge sig selv, om det er det givne manuskript, man har lyst til at sætte op. Særligt som skuespiller kan man have tendens til at ville ændre ord og sætninger til at passe bedre ind i ens spillestil, men også her skal man være opmærksom på, at det er dramatikerens ord, man gengiver, og at selv små forandringer kan være med til at ændre hensigten eller stilen som er tilsigtet.

”Som skuespiller bør du altid gå ud fra, at manuskriptet er det bedste nogensinde, og at det er skrevet direkte til dig. Gør det, i stedet for at lede efter fejl og huller, der uundværligt vil give en dårligere og mindre vedkommende optræden”. – Basil Hoffman

Brug tid på at forstå hvad dramatikeren har ment, og forsøg at forløse dramatikerens hensigt – mere end din egen.

Hvis man gerne vil ændre noget…
Der findes meget dramatik, hvor det ikke er det store problem, at man ændrer i både små og store dele af manuskriptet. Kravet her er dog, at man søger om tilladelse hos dramatikeren (eller andre rettighedshavere). Det er ikke altid let at få en sådan tilladelse, ikke fordi rettighedshaveren nødvendigvis er imod, men fordi det simpelthen kan være vanskeligt at finde ud af, hvem det er man skal spørge. Et godt råd er at vælge dramatik af nulevende, danske dramatikere, da de simpelthen er lettere at få fat i.

Overvej inden I går i gang, om I forestiller jer et behov for at ændre i manuskriptet (hvis det er for langt, ikke passer til jeres skuespillertrup i antal, eller I gerne vil lave det i en særlig genre). Det kan tage tid at udrede rettighedsspørgsmål og er næsten umuligt at rette op på, hvis I først er gået i gang med jeres prøver. Sæt god tid af til at udrede rettighedsspørgsmål og lad evt. udfordringer med dette påvirke jeres valg af manuskript.

Hvad kan gå galt …?
Hvis man har overtrådt ophavsretten, kan man modtage søgsmål fra rettighedshaver med forbud mod at spille forestillingen samt krav om økonomisk erstatning. Man kan støde på argumentet at ”det opdager de da aldrig”, men med nutidens sociale medier og informationskanaler er det blevet meget let at se, om specifikke stykker sættes op, og om rettighedshavernes krav er overholdt. Konsekvensen ved et evt. søgsmål eller påbud kan være altoverskyggende for en amatørteatergruppe, og selvom den enkelte kan opleve det usandsynligt, at det skulle blive opdaget, kan ét tilfælde være nok til at lukke og slukke foreningen. Det er simpelthen ikke det værd.

FORLAG

I Danmark håndteres de fleste dramatiker rettigheder for amatøropsætninger hos Dansk Teaterforlag. Orienter dig i deres katalog online;
www.danteater.dk eller kontakt dem direkte her: 75 56 87 88 / post@danteater.dk

Ha’ styr på jeres rettigheder og betal den aftalte opførselsafgift, der følger med i det stykke, I har valgt at sætte op. Husk, at I kan søge om tilskud til jeres opførselsafgifter i DATS’ pulje her; https://form.jotformeu.com/51972539552363

Det med småt…
Der kan være mange spørgsmål og usikkerheder i forbindelse med rettigheder og opsætningen af manuskripter. Derfor har vi udviklet et ”spørg & svar” dokument til værktøjskassen, hvor vi prøver at besvare nogle af de mest hyppige. Dokumentet vil løbende blive rettet til, og du er altid velkommen til at kontakte os direkte, hvis du har brug for sparring eller hjælp i forhold til rettighedsspørgsmål.

Du kan se mere i vores værktøjskasse her; https://www.dats.dk/vaerktoejskassen/

OBS! DATS håndterer ikke selv rettigheder for skreven dramatik og kan i udgangspunktet ikke være behjælpelig med at formidle kontakt til rettighedshavere. Shortplays udgivet i Kort&Godt serien er en undtagelse, da vi her har direkte kontakt med de nævnte dramatikere.

Husk, at I altid er velkomne til at kontakte DATS’ konsulenter, hvis I har brug for sparring eller råd i forbindelse med valg af manuskript. Skriv direkte til konsulenterne eller til vores hovedmail på dats@dats.dk. God jagt og husk rettighederne!

-Teaterfaglig konsulent, Jacob Melchior, 29 31 00 79 /
jacob@dats.dk

Læs også

Læs også

TIL DRAMALÆREREN I FOLKESKOLEN: KENDER DU FAGETS SEKUNDÆRE GEVINSTER?

OPSTART AF ET BØRNEDRAMAHOLD?

ET GODT RÅD TIL SKUESPILLEREN?

PAS PÅ JER SELV I PRØVERUMMET