Hvordan får vi plads til alle skuespillerne – i sengen?
Tekst : Arne Johannsen
Foto: Peter Rafn Dahm
Arne Johannsen fortæller om arbejdet med to turnéforstillinger ”Scener fra et utroskab” og ”Det normale liv”, og om præmissen: Alt skal kunne være i en trailer.
Konsekvent setup
At komme på festival og på besøg hos andre scener og gruppe kan noget særligt. Man kommer i intens dialog med teaterinteresserede. Som gruppe får man et stærkt sammenhold af at være afsted. Og logistikken ved at skulle flytte sin forestilling kræver tilpasning, planlægning – og muskler plus hænder. Mange af os har stået i den situation, hvor vi forbander den tunge scenografi, de mange lamper og de besværlige adgangsforhold til en scene. Det er sent, man er træt, vil bare gerne hjem… Og så klemmer man lige fingeren i døren: ”Ahhhh!”
Men hvis man nu vender tingene lidt om.
I Skaberwerket, der er et ungdomsteater i Roskilde, prøver vi som regel at lave ’lette’ produktioner, fordi vi netop gerne vil ’on tour’. Og to gange har vi meget bevidst arbejdet med et setup, der kunne pakkes ned i en trailer (og et bagagerum).
Den ene gang endda så konsekvent, at de scenografiske elementer fik mål, så de passede ned i min onkels lille trailer. Den kan vi nemlig låne gratis.
Man kan sige, at det er en begrænsning, men kreativiteten trives som bekendt ganske fint mellem snubletråde og dogmer.
Bagagebegrænsninger
I vores tilfælde resulterede bagagebegrænsningen i forestillinger med ét centralt scenografisk element. I ”Scener fra et utroskab” blev det (selvfølgelig) en seng, der nemt kunne samles og skilles ad. Og i ”Det normale liv”, der handler om forventningspres, præstationsangst og andet godt fra stress-samfundet, et mekanisk løbebånd, der i løbet af forestillingen blev omkranset af et bur. Et bur, der blev bygget af gamle, rustne jernelementer og som netop passede i den føromtalte trailer. Sammen med løbebåndet.
I begge tilfælde har den enkle scenografi givet rigtig gode betingelser for arbejdet med forestillingen. For de kunstneriske beslutninger – som lyder lidt flot, så vi kan også bare kalde det ”valg” – vi skulle tage. Valg vedrørende arrangement, fysiske handlinger med mere.
Udfordringerne gav høj spilleglæde
Med løbebåndet og buret tog det lidt tid at finde ud af, at jernelementerne kunne stables til en bænk og dermed give en ekstra spillestation i starten af stykket, hvor buret endnu ikke skulle materialisere sig. Ligesom det tog tid at finde ud af, hvornår de enkelte elementer skulle bygges op omkring løbebåndet – trin for trin – så buret , som konstruktion, ikke blev afsløret for tidligt, men på den anden side nåede at få sit eget liv. Og hvordan så, når bænken så ikke var der mere… Så kunne man ikke sidde dér mere. Men udfordringerne var for intet at sammenligne med den spilleglæde og de muligheder-med-retning, det gav. Og at have et løbebånd, som der kan løbes på, skabes bevægelse, hård fysisk aktivitet om nødvendigt. Det var ret fedt.
Sengen var egentlig bare en nydelse. Jo, ind imellem kunne vi da blive i tvivl: Er det her nok? Og vi gjorde da også brug af et par rekvisitter. Men generelt gav den, hvad vi havde brug for: Muligheden for at ligge ned, sidde, kravle, gå rund om – og også muligheden for at stå og læne sig op ad den, idet den havde to høje gavle. Det var banalt, ja, men også fantastisk at se manden og elskerinden stå ved hver deres gavl, og bevæge sig rundt om sengen, som tigre i et bur, mens replikken fra manden lød:
”Det er den dér måde, hun kigger på mig på… Som om hun er bange for at jeg skal æde hende, og samtidig håber at jeg gør det. Det er den dér søde tristhed, når hun lader som om, hun er ligeglad. Det dér halv-ulykkelige smil… For satan, jeg får sådan lyst til at tage hende! Hun tigger om det, hun tigger jo!”
Plads til alle
Vores største problem i ”Scener fra et utroskab” var næsten at få plads til alle skuespillerne i sengen. Et billede, vi meget gerne ville have med. For selvom der kun var tre karakterer i forestillingen, var der op til 14 unge skuespillere med. Og ja, det gav selvfølgelig nogle transportmæssige udfordringer ind imellem. Og ja, man kunne overveje at skære helt ind til benet på skuespillerfronten også. Men nu er vi et ungdomsteater, og der må gerne være mange med. Så er der også flere hænder om at bære scenografien.
