I en grav af lys og dæmoniske skygger
Gruppen Voksewærket præsenterer deres forestilling Død over Thomas således: ”Thomas ødelagde deres liv…så nu har de gravet sig ned i et hul, der er så langt nede, at det kun er kvinder, der har fået ødelagt deres liv af mænd ved navn Thomas, der kan trække vejret dernede. Det er her, vi møder dem. Det er her, de møder hinanden. Nu skal de finde en vej op”.
Tekst og foto: Peter Rafn Dahm
Alt kan faktisk en hel masse
Forestillingen er en af de ”nøgneste” jeg har oplevet. Tre kvinder med hver deres ”håndholdte” lampe i et stort tomt rum. Det er alt. Men ”det alt” kan faktisk en hel masse, vil det vise sig. Jeg så forestillingen på vækstlagsfestivalen Quongafest i november 2019, hvor den spillede i ”Kedlen” – et højloftet og hvidt rum – der ikke minder meget om en traditionel teatersal eller -scene.
Kunstneriske valg er interessante og ofte overraskende, fordi de ikke altid – eller nok nærmere sjældent – følger almindelig rationel logik.
Når man læser om Voksewærkets dybe hul, vil mange nok forestille sig noget tungt og trangt og trykket. Og hvad ser man? En tom scene! Altså ”tomhed” eller ”tømthed” i stedet for ”trykkethed” eller ”tæthed”. Skal man oversætte atmosfæren til en ”fobi” – noget man lider af eller under i dette univers, ville det nærmest være ”agorafobi” (angsten for store, åbne rum) frem for ”klaustrofobi” (angsten for små, lukkede rum).
På mig virker det som om Voksewærket helt bevidst har valgt at gå ”modsat”: I stedet for at bekræfte den umiddelbare forventning, det logiske og ”naturlige”, dementerer de alle forventninger og logikker og arbejder – næsten demonstrativt – med det stik modsatte. Og fordi det gøres så selvfølgeligt og konsekvent accepterer man denne ”omvendte” præmis fra første anslag.
Hurtigt oplever man, at sølle tre lamper kan skabe en mangfoldighed af stemninger, atmosfærer og rumlige oplevelser. I og med at lamperne er ”håndholdte”, er de uhyre fleksible – som ”lyspensler” i skuespillernes hænder – der kan male fine, nære detaljer frem, såvel som grove, forvrængede baggrunde.
Lys giver lynhurtigt følelser
Hurtigt opdager man, at lamper, placeret på gulvet og skærmet af skuespillernes kroppe, kan skabe meget intime og ”huleagtige” billeder. Kan skabe billeder af små, isolerede eksistenser omgivet af et meget stort, usikkert, truende mørke. Der lynhurtigt kan forvandles til billeder af voldsomme væsner, der indtager hele rummet med deres store, dæmoniske skygger.
Således følger og indrammer billederne smidigt karakterernes vekslende følelser og stemningslejer. Fra smertefulde eller selvmedlidende lidelsesberetninger til rasende og frydefulde hævnfantasier.
Begrænsninger kan være meget frisættende for fantasien.
Der findes flere tilgange til – eller ideologier omkring – scenelys og lysdesign. Den (mest) traditionelle går ud på at skabe et ”smukt” lys, der dækker jævnt og ikke kaster (synlige) skygger. Det er en stor opgave, der kræver erfaring og mange lamper. ”Død over Thomas” går også her modsat, og arbejder med et – i traditionel forstand – ”grimt” lys, der er fuld af, ja ligefrem dyrker, huller og slagskygger. Pointen er, at de får et meget fascinerende – og anderledes – udtryk ud af det. Et udtryk der fænger – i hvert fald mig – fra første sekund, og konstant driller, overrasker – og henrykker – med nye vinkler og variationer. Forestillingen er et inspirerende eksempel på, hvad og hvor meget man kan opnå, ved at pålægge sig selv et umiddelbart vildt ”dogme” eller benspænd. Begrænsninger kan være meget frisættende for fantasien.
PS:
Når jeg sidder og betragter fotos af forestillingen, falder det mig ind, at de kunne være illustrationer af Platons ”hulelignelse”: De indespærrede i en hule sidder lænket, så de kun kan betragte bagvæggen, og oplever deres egne skygger som virkeligheden. Gad vide om Voksewærket har haft den i tankerne i prøveprocessen?
