Ida Lorentzen på kusus i Frankrig
Tekst og fotos: Ida Lorentzen
I midten af april satte jeg mig på et fly til Frankrig, hvor jeg skulle besøge den lille by Étampes cirka en time fra Paris. Her ligger nemlig den berømte klovneskole École Philippe Gaulier, hvor blandt andet Sacha Baron Cohen, der har skabt karakteren Borat, studerede. Jeg havde fået støtte til en uges kursus kaldt Le Jeu af DATS. Le Jeu er et kursus, der fokuserer på børns leg og på at vække barnet i os igen. Underviseren og stifteren af skolen Philippe Gaulier underviser nemlig ud fra princippet om, at hvis skuespilleren ikke elsker at stå på scenen, så kommer publikum aldrig til at kunne elske skuespilleren.
Hver dag startede med en bevægelsestime fra cirka kl. 10:30-12:00, her var der både fokus på at bevæge kroppen, men også at lege en masse lege, såsom alle mine kyllinger kom hjem, stop-dans osv. Efter frokost var der improvisationstime, hvor vi havde Philippe hver anden dag. Den første dag bevæger den 80-årige Philippe sig langsomt ind i lokalet og kigger gennem sine røde runde briller på os alle samme uden at sige noget, derefter tager han et pivdyr op fra sin jakkelomme og trykker på det, mens han siger: ”If I press this, it means: ”You not funny, sit down””.
Denne forholdsvis hårde, men også vældig sjove tone fortsatte resten af kurset, og da man først blev vant til den, var det faktisk meget rart, for man prøvede ikke at præstere, da man vidste, at der ikke var noget rigtigt facit. Vi blev nemlig alle flere gange bedt om at sætte os ned, da vi simpelthen ikke var sjove at se på.
Philippe startede alle sine timer ud med legen ”Simon siger”. Hver gang der blev begået en fejl, fik man cirkustæsk, hvor en af Philippes assistenter kom op og efterlignede at han slog en, mens cirkusmusik spillede i baggrunden.
Efter ”Simon siger” legede vi altid en børneleg, der efter at have leget den af flere omgange skulle omsættes og bruges i en scene. Vi legede blandt andet ”Alle mine kyllinger kom hjem”, hvor en af deltagerne står med ryggen til og resten af gruppe skal forsøg at røre den ene deltagers ryg, men hver gang hun vender sig om og ser på gruppen, skal alle stå stille, for ellers bliver man sendt tilbage til startlinjen. Efter at have leget den af flere omgange, skulle man så spille en improviseret scene, hvor en deltager, der ikke var med i scenen, stod uden for scenen med ryggen til. Hver gang vedkommende så vender sig om og ser på scenen skal skuespillerne, som improviserer, gå i frys, men snakke videre. Philippe gav ikke meget feedback udover at gøre opmærksom på, hvornår man var meget dårlig og hvornår man var okay, men i hans bog læste jeg mig frem til, at denne leg skal give skuespillerne fokus på at vende deres Solar Plexus mod publikum for at engagere dem i ens leg på scenen. Og selvom Philippe til tider kunne virke mere gal end genial som han sad der med sit pivdyr, så hjalp hans småkommentar til skuespillerne altid scenen med at blive meget sjovere. Typiske kommentarer var ”tal højere” eller ”I taler alt for meget”.
Efter undervisningen satte hele holdet sig hver dag ned på den lokale café og vendte dagen, og dette var næsten lige så stor en oplevelse som selve kurset, for École Philippe Gaulier er en verdensberømt skole, så jeg talte med folk fra bl.a. New York, Hong Kong, Sydney og London. Vi var en broget flok af skuespillere, klovne, dansere, komikere og dramatikere, der alle var kommet for at få et lille indblik i klovnens visdom.
De vigtigste lege og pointer jeg har taget med fra min lille tur var blandt andet ”fix points”, som jeg synes var et superenkelt og effektivt værktøj til at gøre en scene sjov. Det går helt basalt ud på, at man fryser og
fokuserer på et punkt (sin hånd, en stol eller ens partner). Ens medskuespillere fokuserer på det samme punkt, og herefter kigger man på hinanden. Da vi fik det forklaret, virkede det lidt fjollet for mig, men hver scene, hvor skuespillerne gjorde det, blev bare virkelig sjov. Vores bevægelseslærer forklarede, at øvelsen viser kraften i pausen, som giver publikum mulighed for at opfange den historie skuespillerne leger med hinanden, og det er derfor fikspunkterne letter hele følelsen af scenen.
Den sidste dag legede vi en leg, hvor fire deltagere sidder på en stol hver, der tilsammen skaber en firkant. Hvis to deltagere får øjenkontakt, skal de skifte stol. Men bagved deltagerne står der en ”vagt”, der skal nå at røre deltagerne på ryggen, inden de når at få færdiggjort dette stoleskift.
Da denne leg skulle adapteres til scenen, sad der en skuespiller bag hhv. det ene og det andet scenetæppe – hver med en vagt bag sig. Skuespillerne skulle forsøge at komme ind på scenen uden at blive rørt på ryggen – og hvis det lykkedes for vagten, skulle skuespilleren gå tilbage til sin stol.
Legen fik alle spillerne til at komme ind med den vildeste energi og et klart mål, som var virkelig var spændende at kigge på, men det øjeblik spillerne landede på scenen og begyndte at snakke faldt scenen til jorden for os alle sammen.
Det sidste par der var oppe i denne øvelse, floppede ligesom alle os andre, og mens Philippes assistent var i gang med at takke for et godt kursus, stoppede Philippe hende og sendte parret på scenen igen. Han startede noget musik og sagde, at skuespillerne ikke måtte larme med deres fødder og skulle huske at kigge hinanden i øjnene, og scenen blev både vanvittig morsom og rørende, fordi skuespillerne pludselig både havde et mål, en leg og ikke forsøgte at være sjove. Og det er netop denne pointe jeg stadig holder fast i efter at være hjemvendt til Danmark; at vi skuespillere skal huske, at det vi leger på scenen også skal være sjovt for os selv – for så bliver det automatisk sjovt at se på.
Tusind tak til DATS for at støtte denne indsigtsrige tur!
Ida Lorentzen
