Den undersøgende improvisation om Venskab
Henunder aftenen var de næsten fuldtallige og mødtes med deres workshop-leader/mentor Jacob Teglgaard. Han faciliterede lynhurtigt et trygt og sikkert rum, hvor der var plads til at turde, men også til at sige sin mening og sige fra. Jacob fortalte om den workshop han havde forberedt, ”What is Friendship?”. Her skulle deltagerne i løbet af de næste par dage undersøge hvad venskab er. De skulle arbejde i par eller trioer og finde svar på en række spørgsmål om venskab både gennem samtale, men også gennem et fysisk sprog med enkelte simple bevægelser. De skulle opleve på egne kroppe, hvad der sker når man nærmer sig hinanden, læner sig mod hinanden, bærer hinanden, griber hinanden og klasker hinanden på hænderne.

Venskab på nye sprog
Torsdagen og fredagen gik med at undersøge venskab to-og-to eller tre-og-tre i workshop-spacet, men udenfor i pauserne blev venskabet også undersøgt på kryds og tværs. Der sker et eller andet helt særligt, når man samler mennesker, der aldrig har mødt hinanden før og giver dem mulighed for at udforske hinanden kropsligt og mentalt. Lynhurtigt var alle paraderne nede og hjerterne var åbne. Hvor end jeg kiggede hen sad små grupper i den bagende sol og delte små unikke øjeblikke af de spirende venskaber. Alting var nødt til at foregå på engelsk, men det var ikke et problem, for på en eller anden måde var det med til at gøre samtalerne mere umiddelbare og ærlige. Det var det samme med det fysiske sprog, de lærte i workshop-spacet. Et helt nyt sprog, som de lynhurtigt fandt sig til rette i. Undervejs i deres workshop skulle gruppen også forberede en slags visning til Scenoskop Teaterfestival, der skulle finde sted lørdag-søndag. 2 dage er ikke lang tid til at sammensætte en forestilling og Jacob og jeg havde allerede på forhånd besluttet at det i stedet skulle være en slags open-class, hvor gruppen kunne fremvise en improvisation over det fysiske sprog og samtaler med udgangspunkt i udvalgte spørgsmål om venskab. Fredag eftermiddag gennemgik gruppen køreplanen for improvisationen som var skrevet på en tavle, og så var det farvel til Jacob. Nu skulle gruppen stå på egne ben.

I løbet af workshoppen havde Jacob talt om ”hive-mind”. Altså den særlige gruppedynamik der kan opstå i samarbejdet og som man også ser hos bier, der ikke arbejder som mange enkelte individer, men som et samlet individ. Og gruppen havde på meget kort tid opnået sådan en hive-mind. Det var som om de i rummet havde en samstemmighed, hvor de forskellige kroppe arbejdede på en fælles historie, men uden ord og uden at nogle enkeltpersoner var det styrende element. Når vi mødes og skaber sammen med åbne øjne og hjerter, så opstår magien. Rundt i cirklen af tilskuere var øjnene stift rettet mod den åbenhjertighed, som de unge mennesker blottede i deres bevægelser og fortællinger. Som det sidste i fremvisningen, blev publikum inviteret med ud på gulvet og fik mulighed for selv at prøve det fysiske sprog. I den efterfølgende artist talk fik publikum mulighed for at dele deres oplevelser af rummet og tilbagemeldingerne var rørende. Det var ikke bare mig og gruppen, der havde oplevet magien, den var også nået hele raden rundt blandt tilskuerne. Det er oplevelser som dette der bekræfter mig i, at teatersproget er det absolut bedste til at skabe kærlighedsfyldte møder mellem mennesker.

Hjerteforbundne på bare fem dage
Søndag var en svær dag, for det var dagen, hvor alle skulle tilbage til deres egne virkeligheder. Enkeltvis eller i små grupper sendtes deltagerne afsted til toget mod lufthavnen. Alle som en blev sendt på vej med lange kram og søde ord. Den tilbageværende gruppe blev gradvist mindre og mindre og sad i solen og sugede af de sidste dråber fællesskab. Der blev ikke sagt så meget, men luften var tyk af nærvær. Alle holdt fast med det yderste af fingerspidserne helt til det sidste.

Den næste dag var det overskyet, og jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at det var hele havde været en sommerdrøm, at det var gruppen, der var kommet med solen og at de alle hver især havde taget et stykke af den med hjem da de tog afsted igen. Jeg var fyldt af en sær tomhed, men også af en berusende lykke, fordi jeg vidste at jeg havde været vidne til et af de smukkeste møder mellem mennesker, noget så ægte og unikt, at det aldrig ville kunne genskabes i den samme form. Men deltagerne ville tage deres erfaringsrige hjerter og stærke oplevelser med tilbage til deres egne teaterfællesskaber og dele ud af og fortsætte med at udforske dette nye venskabssprog, som var blevet skabt i løbet af bare fem dage i Odense.