Kostumer kan så meget – og de vender begge veje
Af Peter Rafn Dahm
Udover skuespilleren selv er kostumet nok det mest virkningsfulde udtryksmiddel i teatret. Og det magiske ved kostumet er, at det virker begge veje – både ”indad” og ”udad”.
Indad fordi kostumet er med til at give skuespilleren stof til at skabe sin karakter. Klæder skaber folk, siger man, og det er ikke løgn. Særligt ikke i teatret, hvor det rigtige kostume kan løfte og styrke en skuespiller og en rolle. Og kostumet kan gøre det på flere måder. Ved at hjælpe til og give ”medvind”, hvis der er brug for at bakke op om en svær rolle. Eller det kan ”drille og skabe benspænd”, så skuespilleren skal ”kæmpe” og derigennem finde nye nuancer og udfordringer i rollen.
Udad fordi kostumet er en markant ”signalgiver” overfor publikum. Helt grundlæggende kan kostumet signalere erhverv og miljø, social status og historisk tid. Er hovedpersonen bager eller smed? SOSU-assistent eller astronaut? Har vi med en velhavende adelsmand eller en livegen bonde at gøre? Befinder vi os i middelalderen eller i en science-fiction fremtid? Mere subtilt og psykologisk kan kostumet også signalere særlige karaktertræk gennem farve- og materialevalg og kostumets snit. Er bageren en venlig og arbejdsom mester indhyllet i mel, eller en brovtende tyran – med alt for stort forklæde og en voldsomt overdimensioneret hat?
Er adelsmanden en solid hædersperson i afdæmpede farver og med lavhælede sko, eller en latterlig nar, klædt i påfuglefarver og silke og vaklende rundt i højhælede, upraktiske sko? Er SOSUassistenten en hjertevarm og rund ”omsorgsengel”, i praktisk kittel og træsko eller en udspekuleret og beregnende ”femme fatale” i lårkort kittel og sandaler med similisten?
Kostumerne kan også, og meget effektivt, give en hel forestilling en ”stil”, en særlig visualitet, der stemmer publikums forventninger fra første scene. Og derfor også kan bruges til at snyde og chokere.
Er der tale om en ”ekstrovert” forestilling med knald på – fest og farver og tempo – hvor man bare skal læne sig tilbage og lade sig blæse omkuld. Eller er forestillingen lavmælt, intim og sart i udtrykket – så man skal læne sig frem og spidse både øjne og ører.
Befinder vi os i velkendte, genkendelige og trygge omgivelser, hvor vi kan slappe af og give os hen. Eller er vi på fremmed, ukendt og måske farlig grund, hvor vi skal være opmærksomme og på vagt.
Et særlig effektivt og udspekuleret virkemiddel kan være at ”snyde” publikum. Ved at ”dække op” og lokke indenfor i noget tilsyneladende rart og uskyldigt. Og så ”trække gulvtæppet” væk med et pludseligt skift i farver, stemning og stil. Hvem har ikke prøvet at grine af noget, der virker komisk. Og så, øjeblikket efter, mærke grinet stivne og sætte sig på tværs, når det afsløres, og man opdager, at det man er vidne til jo er dybt tragisk.
Jeg har forsøgt at eksemplificere kostumets mange kvaliteter og udtryksmuligheder i 3 meget forskellige forestillinger:
Kostumetema:
I artiklen ”Livsefterårets intense farver” kan man læse om Drakomirs ”Slut”.
Kostumetema:
Undskyldninger – Klædt i knaldrødt
I artiklen “Undskyldninger – klædt i knaldrødt” kan man læse om Bagsværd Amatør Scenes “Undskyld”.
Kostumetema:
I artiklen “En Eventyrlig kostumetur” kan man læse om Odsherred Unge Teaters “Det magiske tog”
