Længe leve ukrudtet – Vildskuddet og vildskaben
En ældre iagttagers hyldest til ildsjælene i vækstlaget. Ikke mindst alle jer der gør Vildskud til virkelighed.
Tekst og foto: Peter Rafn Dahm
Kære Vildskud. Kære alle sammen.
Klimakrisen og Kunstscenen. Giver det mening at nævne dem i samme sætning? Ja, faktisk. For det handler om ukrudt, også om ukrudt.
Ukrudt forgår ikke så let – siger et gammelt mundheld. Og den ældgamle talemåde har fået er ny renaissance, en helt ny og påtrængende aktualitet – både konkret og symbolsk.
Verden har brug for mere ukrudt, flere vilde vækster. Både konkret og symbolsk. Vild natur. Vilde planter. Vilde skud. Frie vækster. Frie tanker. Fri – uafhængig kunst. Nye befrielses-bevægelser.
Det handler om (bio)diversitet – mangfoldighed, anderledeshed, utæmmethed, grokraft, vokseværk og vildskab.
Ordet Vildskud appellerer til fantasien
Og her er ukrudtet den ukronede dronning. Ukrudt er langt sejere, stærkere og modstandsdygtig end de fornemste roser. Det er ukrudt der vokser op og slår revner igennem asfalt og beton, ikke de pæne tulipaner. Og er man ikke ude med giftsprøjten og lugejernet vokser ukrudtet lynhurtigt de små stedmoderblomster over hovedet og så er det vildnis og vildmark der råder.
En særlig utæmmelig slægt indenfor ukrudtsfamilien er – vildskuddene. Disse vækster, der, som navnet antyder, bare skyder, og skyder, vildt og utæmmet.
Jeg synes at Vildskud er et sindsygt godt og fantasibefordrende ord. Både når det gælder konkret botanik og vækstlære – og når man bruger det som metafor for kunstneriske frembringelser og frembrydende vokseværker.
I disse tider med klima- og biodiversitetskrise lyder rådet fra både forskere og aktivister, at vi skal give slip på vores kaosangst og kontroltvang – og lade vores haver, parker og skove vokse vildt. Fordi ”vildskaben” skaber ny luft, åndehuller og grobund for en rigdom af arter og væsner. Der alle sammen bidrager til en levende og frugtbar verden.
Er det ikke superfristende og vildt oplagt at overføre den ”vildskuds-og vildskab-tænkning” på kunstens og scenekunstens verden? Jo for fanden da! (siger jeg i hvert fald): Slip tøjlerne, dyrk mangfoldigheden, lad tusinde blomster blomstre og giv alskens vækster frihed til at vokse frit og vildt…
Skabt med livet som indsats
Vildskud, jeres Vildskud, jeres festival, vender tingene på hovedet og på vrangen og forvandler forlorne og forliste glansbilleder til forførende og foruroligende livsbilleder. Levende billeder på hvad der sker i verden og i os. Hvad der sker med verden og med os. Oplevet med jeres unge øje, jeres vidåbne øjne. Med jeres skæve blikke. Med jeres tvistede perspektiver. Og med jeres vilde visioner.
Vildskud, jeres Vildskud, gør bag- og undersider til frontale forestillinger og konfrontationer lige ”in ye face”.
Ofte er det ikke perfekt og afstemt og finpoleret. Men lige så ofte er det sandfærdigt og troværdigt. For det kommer fra et sandt sted indeni – kald det bare hjertet – og det skal bare ud.
Udtrykket kan være nok så søgende, famlende, usikkert. Det gør indtryk alligevel. For det bliver skabt med livet som indsats. Alt sættes på og i spil. Her risikerer I virkelig noget, fordi det betyder så meget.
Ikke dermed sagt at de andre, de professionelle, de etablerede, ikke gør det. Men I gør det med en særlig ung og vild autoritet, der slår igennem og går lige ind – og rammer mig, rammer os i hjertet. Der hvor det gør allermest ondt og gør allermest godt.
Alle de – kærlige – knivstik
Det er i vækstlaget, på Vildskud og på de andre vækstlags-festivaler, at jeg har oplevet de mest anfægtede og anfægtende forestillinger. De har behandlet så vidt forskellige emner som
Danmarks behandling af grønlandske børn,
pædofili og hvordan den kan forvandle os andre til barbarer,
vores despotiske behandling af natur og klima,
unge kvinders – og mænds – præstationsangst,
hvor grusomme og skrækindjagende de gamle børnesange egentlig er,
hvordan det er at være på flugt fra krig og forfølgelse – oplevet på ens egen krop,
tilværelsen som prostitueret – helt inde på huden
det kafkaske cirkus man træder ind i som ung psykiatrisk patient,
stress som ung normaltilstand
You name it. Der er ikke den ømme tå, det smertefulde sår, det tabu som vækstlagsforestillinger ikke har stukket kærlige knive i – og vredet dem godt og grundigt rund. Men, og der er vigtigt, altid med kærlighed.
Det nødvendige er også det håbefulde
Jeg er altid gået anfægtet, berørt – og tankefuld fra de forestillinger.
Men sjældent eller aldrig nedbøjet, pessimistisk og deprimeret. Dels fordi de hårde temaer ofte er blødt op af humor, refleksiv verfremdung og befriende selvironi. Dels fordi selve driften og modet til at sætte tunge temaer – men også altid vigtige og nødvendige temaer – på scenen – er håbefuld (i modsætning til håbløs). Altså fuld af håb.
Det fyldes os andre, publikum med håb, at I tager ansvaret på jer og vover at konfronterer os med de svære og umulige udfordringer liver byder os alle sammen.
At I inviterer os til at opleve, tænke med, reagere og måske selv handle…på nye og anderledes måder…
Derfor vil jeg slutte med at sige tak.
Tak til Vildskud, tak til vækstlaget, tak til alle jer grupper og enkeltpersoner. Fordi I så generøst tilbyder alle os andre alle de udfordrende, anfægtende – men mest af alt – oplivende – kunstneriske oplevelser. Tusind tak skal I have for at berige vores liv med jeres skabende indsats!
