Livsglimt og teaterlys i Coronamørket
Tekst og fotos: Peter Rafn Dahm
Svendborg Senior Scene ”trodsede” alle Corona-besværligheder i sensommeren og inviterede til enakteren ”Klokken ringer 11” i Svendborg Kulturhus den 11. september 2020. Det var om at holde sig til, for man spillede kun denne ene offentlige forestilling. Aftenen efter skulle man have spillet for en lukket kreds, men denne forestilling måtte aflyses. Så, som publikummer følte man sig privilegeret over at være inviteret.
Teateroplevelserne står jo ikke ligefrem i kø her under COVID-19. Der er ganske langt mellem (amatør) teaterforestillinger i disse tider. Og når de spiller, er det ofte kun i ganske korte perioder. Så det er om at være vågen og holde sig til, når chancen byder sig.
Alle forholdsregler er taget i Svendborg Kulturhus. Vi holder afstand ved ”indtjekning”. Der står sprit fremme. Jeg får udleveret en A4 stor ”billet”, tror jeg først det er. ”Det er dog en usædvanlig stor billet”, tænker jeg. Men da jeg læser teksten, bliver jeg klogere. Det er en ”afstands-sikrer” viser det sig, der skal placeres på stolen ved siden af mig: ”Denne plads må ikke benyttes”.
Kulturhusets ”Guldsal” er heldigvis meget stor (og flot), så vi kan være pænt mange tilskuere med behørig afstand. End del af er forsynet med mundbind, også efter at de har sat sig.
Statusopgørelser og ungdomsdrømme på scenen
På scenen gør man også et (stort) nummer ud af Corona-foranstaltningerne. De to mandlige spillere afspritter meget grundigt hele scenografien = 11 stole. Og man sidder og tænker ”er det for alvor, er det en del af handlingen, eller tager de lidt gas på det hele?”
Måske lidt af hvert. For da de kvindelige spillere ankommer, har de alle masker hængende om halsen. Det er altså tiden og situationen her og nu det handler om.
I programmet kan man læse: ” 11 medlemmer – 2 mænd og 9 kvinder fra Svendborg Senior Scene har skabt enakteren med udgangspunkt i aktørernes ungdomsdrømme. Enakteren er en kommentar til livet, som blev på godt og ondt”.
Man kan godt karakterisere forestillingen som en dramatisk, poetisk og musikalsk mosaik af ”status-opgørelser”: Hvad blev det til med mine ungdoms- og livsdrømme? Udlevede jeg dem? Fortrængte jeg dem? Eller fulgte de mig som en – stille eller brusende – strøm nedenunder alle de nødvendige og praktiske valg og omstændigheder, uddannelse, job, familieliv osv.? Blev de måske et drømme-prisme jeg oplevede verden igennem? En stille fantasi om noget andet og anderledes, der trodsede hverdagens bindinger og trummerum?
Kan en pandemi sætte skub i gamle drømme?
At gøre status hører sikkert alderen til, man ser tilbage og gør op: Hvad nåede jeg? Hvad blev det hele til? At gøre status hører også krisen til. Og her bliver forestillingen en slags scenisk kommentar til Corona/COVID-19 epidemien. Ikke at den bogstaveligt kommenterer tilstanden (særlig meget). Snarere at den understreger nødvendigheden af at leve livet fuldt ud, mens man stadig har det. Om det så kun er i længslernes, ønskernes og forestillingskraftens ”indre verden”, at man gør det. Minder en om ikke at svigte eller glemme sine drømme, om det så kun bliver i erindringen eller fantasien. Og måske kun i ganske korte, men magiske øjeblikke, der kan genopleves igen og igen, livet igennem.
Og måske kan krisen, en ligefrem livstruende pandemi, være det skub, der genopliver gamle drømme. Måske bare som glædelige eller vemodige erindringer. Men måske også som igangsætter og drivkraft, et los bagi: ”Nu er det nu den skal udleves, den gamle, vilde og helt umulige drøm…”
Man får lyst til at synge med – selv om det er forbudt
Igennem forestillingen bliver vi præsenteret for en lang række ”livsglimt”, der hver for sig og sammen lyser op som ”teaterlys” i det ”Coronamørke”, der omgiver os alle sammen. Helt personligt oplever jeg både initiativet i sig selv – at skabe og indbyde til teateroplevelser – og de mange livs-drømme-fortællinger på scenen som ”hjertevarmt”, rørende og gribende.
Hver enkelt ungdomsdrøm eller livsfortælling har en musikalsk finale. Den munder ud i en sang, anført af fortælleren, men undervejs i sangen slutter hele holdet sig til som kor. Nogle har store stemmer og synger højt og klart ud i rummet. Andre synger ganske stille og lavmælt, eller reciterer måske bare..
Pointen er, at hver enkelt sang fungerer og giver mening, uanset fremførelse. Fordi den virker personlig og uddyber eller udfolder portrættet af fortælleren. Det er smukt at lægge øre til. Og medrivende. Selv kommer jeg flere gange til at synge med. Og indhøster til min undren en del bebrejdende sideblikke undervejs i forestillingen. ”Hvorfor glor folk på mig?”. Først bagefter gør en behjertet med-publikummer mig opmærksom på det jeg burde vide: En af de klare Corona-regler byder, at man ikke må synge (med). Medmindre der er truffet særlige foranstaltninger med ekstra stor afstand. Nå. Så fik jeg lært den lektie!
De mange og vidt forskellige sange
For at illustrere spændvidden i drømme, portrætter og fortællinger, følger her forestillingens komplette sangliste.
Får det også erindringsglimt til at lyse op på din livshorisont, og får du lyst til at synge, må du gerne.
Bare det foregår derhjemme og gerne med god afstand til andre.
- Nattergalen
- De smukke unge mennesker
- Du er min øjesten
- Vi er ude på noget
- Regnvejsdag i november
- Halleluja
- Den blå anemone
- En sømand har sin enegang
- Jeg kommer fra Svendborg aw
- Jutlandia
- Sang for kvindevalgretten
- Jeg er så glad for min cykel
- Dansevise
- Bro, bro brille
- Er det det, der er?
