Følg med i dagene op til premieren på Teaterkollektivet MAGMAs totalinstallationen Tilbage
Tekst: Katinka Hurvig Møller
Foto: Katinka Hurvig Møller, Frederikke S. Von Eyben, Jonathan Carl Jensen og Bryce Karnikar
Har du nogensinde prøvet at bladre gennem et gammelt fotoalbum eller set en video af dig selv fra du var yngre, og tænke “Hvem var dog den person?”.
Teaterkollektivet MAGMA er midt i spilleperioden på deres interaktive totalinstallation Tilbage, der spiller til og med den 23. februar på Riises Landsted på Frederiksberg. Med en konceptuel og interaktiv performanceinstallation inviterer de endnu engang publikum ind til en tværæstetisk og sanselig scenekunstoplevelse, denne gang med minders opbygning som udgangspunkt.
I denne artikel deler instruktør og medskaber af MAGMA, Katinka Hurvig Møller, sin dagbog fra dagene op til premieren og de første spilledage. Læs med og få et gribende indblik i den transformation både en forestilling og dem, der skaber den, gennemgår, når mange måneders arbejde slutter og et møde med publikum begynder.
PREMIEREDAGEN – d. 17. februar
Vågnede op med lidt for meget adrenalin i kroppen, kildren i maven, sommerfugle, rystende hænder eller hvad vi nu skal kalde det. Generalprøven i går var lidt hård – det bliver forhåbentlig bedre i dag, når der er flere publikummer og alle begynder at stole på at det, vi har lavet, er virkelig fint. Jeg begynder at tænke på ordet “sært”, og “særligt”, og det føles godt. Jeg har vidst i nogle uger nu, at selvom jeg ikke ved hvor skarp, elegant og detalje-gennemført, den her performance bliver, så bliver den i hvert fald SÆRLIG. Original, speciel, modig. Det er vigtigere for mig end at alt sidder lige i skabet. Jeg håber bare, at alle de andre – og særligt skuespillerne – også kan finde en ro i det. Måske er de ikke enige med mig.
Nervøs, nervøs, nervøs, jeg sætter mig med en kop kaffe ved skrivebordet i stuen og skriver en premieretale. Så skal jeg ikke tænke på det senere. Det flød ud af fingrene, og det føltes også godt. Skriver til scenografen og hører, om hun er på Riises, det er hun, jeg siger jeg er der mellem 13 og 14 in case der er noget, jeg kan hjælpe med. Jeg skal alligevel gennemgå cues, fikse småting og købe – shit, premieregaverne. Forventer de premieregaver? Der skal i hvert fald være blomster. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed for at de har brugt så lang tid på det her, jeg er ked af at det har været lidt små-stresset, men vi har alle haft peaks and valleys og nu skal den her aften bare være rar, sjov, kærlig og god. Jeg går rundt i Frederiksberg Centret i en time for at finde små timeglas, det er umuligt, der er kun et grimt ét fra flying tiger som har en gelé-lavalampe-agtig vibe og det vil ingen have stående fremme alligevel, tænker jeg. Jeg finder nogle ret fantastiske blomster som ser robuste ud, det ligner at de ikke knækker, hvis man tager den på bagagebæreren sent i aften efter premierefesten, jeg køber for mange af dem, så der er nok. Så cykler jeg de sidste 500 meter hen til Riises Landsted og bliver lukket ind af scenografen. Vi krammer og punkterer hinandens stress, og herfra går dagen lige, som den skal.
PREMIERETALE
Det er svært at vide, hvilken fase man er i, mens man er i den. Det bliver, ligesom så mange andre ting, lettere at se med tiden. Men først var der Optakten En helt anden forestilling i juni, nogle billeder på instagram og anmeldelser, der førte til en mail, der førte til en rundvisning i en majestætisk villa på Frederiksberg, der førte til en aftale og en idé om en performanceinstallation.
Det var en holdsammensætning af velkendte, dygtige ansigter og kroppe; Freja med sin fantastisk sårbare, psykologiske indlevelse, høje arbejdsmoral og evne til at sammensmelte karakter med koreografi. Iben med sine kæmpestore bud og performative nærvær, der får hårene til at rejse sig i nakken.
Sofia med sit kærlighedsfulde og givende væsen, sin konfronterende humor og sit frygtløse møde med publikum. Optakten var en fase med nye møder, med Amalies og mine drømme og ambitioner, med sharing circles og nysgerrighed over for nye processer. Endnu en gang fik vi fantastisk selskab af Bryces grafiske og æstetiske talenter, der var med til at formidle fortællingen om den forestilling, der en dag ville blive.
1. februar rykkede vi ind på Riises Landsted til fase 2 – Oplevelsen.
Med assistance fra Carl fik Amalie tæmmet den rungende genklang mellem de ældgamle vægge, der blev hjem til det dragene sci-fi univers af konflikt og håb, hun havde skabt til os. Jonathans insisteren på at væsenerne – udover at se stjerneskarpe og drømmeagtigt blafrende ud – først og fremmest skulle være menneskelige gav os mulighed for møder og tilhørsforhold mellem de tre jeg’er herinde og fantastiske Mads, der kampklart stillede op til en kraftpræstation i nærvær og performativitet som jeg synes har været så inspirerende at se på inde fra den her side af ruderne.
En oplevelse er, som bekendt, ikke altid let eller god, og jeg vil gerne sende et skud ud til videodesigneren Alex, der har været en særlig støtte for mig i en uventet svær tid midt i det hele. Hans personlige støtte og tjekkede eksekvering af 6 forskellige videodesigns fungerede som et tiltrængt tyngdetæppe, der fik mig til at trække vejret roligere. I oplevelsens slutspurt fandtes en sindssyg mængde af lys-dramaturgiske overvejelser fra Sofus Sean, som jeg er meget beæret over at få lov til at være i dialog med. Med skarpe beslutninger og et dramatisk design gav du os et univers og en slutning, som løftede alt vores arbejde til et magisk niveau. Lys er jo intet uden skygger, og med Kristinas poesi har jeg igen følt mig i trygge hænder vel vidende, at et analytisk sind somme tider har brug for at aktivere et andet slags center, hvor der er plads til meteorlandskaber og forkullede greenscreen-rekvisitter. Tak for at være ambitiøs og selvkørende til det sidste, det har givet mig en kæmpe tryghed og frihed til at bruge tiden andre steder. Tak til Barbara og de andre kloge venner, der kom på besøg med nye øjne og fik os til at forstå, hvad det var, vi var i gang med at lave. Tak til Frederikke og Signe for at swoope ind som kompetente forestillingsledere i sidste øjeblik. Efter Oplevelsen kommer Tomrummet, men det er helt klart ikke i morgen – ikke endnu. Ikke for de fleste af os. Nu har vi en spilleperiode og fem fantastiske aftener tilbage. Efter forestillingerne kommer en anmelder-talk med nye gæster, og efter anmeldertalken kommer nedpil. Under nedpil er der pizza, og efter pizza kommer en god nats søvn. Jeg ved, der kommer forestillingsblues, men jeg ved også, at Tomrummet ikke altid er et dårligt sted at være. Om et par uger vil vi hver især redigere et Narrativ om alt det, vi har oplevet, og ingen af vores historier vil være ens. I 2032 vil en eller anden sige noget, der får en af os til at tænke på noget, der skete her, og det vil aktivere et minde om en vindueskarm, en spraydåse eller en gulerod, der hænger ned fra loftet. Vi vil komme med en kondenseret udgave af fortællingen om den her performance, og måske vil det kun blive til en enkelt sætning – “det var noget med minder og noget med tid”. Og det var noget med minder, og det var noget med tid. Og sikke en særlig og fin ting at beskæftige sig med. Tak for den tid, vi har brugt sammen.
Jeg glæder mig allerede, til det bliver til et minde, men glæder mig til at forblive lidt i fase 2 en uges tid endnu.
Skål!
Søndag d. 18 (forestilling nr. 2)
Havde håbet, jeg ville vågne op mere lettet end jeg gjorde – men i dag skal der en ny forestillingsleder på. Der skal gennemgås cues igen, og lysdesigneren kommer forbi og fikser lyset, der blev sat til regnbuefarvede ASTERA-rør i går omkring midnat, da champagnen blev åbnet. Det regner ualmindeligt meget i dag. I går var indlukket helt fantastisk – stjerneklart og med Mads som Lygtebæreren gående rundt i haven som en special treat til de af publikum, der lagde mærke til ham på vej op til hoveddøren. I aften kommer der ikke til at være stjerner – men så kan vi få testet paraplyen.
Alle har lidt tømmermænd, men alle er tjekkede, og vi når det hele. Jeg giver noter, flere af dem er, at jeg bare er på røven over dem, da alting samlede sig i går og det første musikstykke kom på, var det som om jeg trak vejret på en helt anden måde. Måske er det faktisk fuldstændig genialt, det vi har lavet? Det fortæller jeg dem.
Lyset spiller, videoen spiller, der kommer en masse af mine venner i dag – og en anmelder, jeg er i tvivl om jeg skal sige det til skuespillerne, kommer til at sige det på en lidt dårlig måde tror jeg, det var svært at aflæse om de blev motiverede eller nervøse af nyheden, vi ved jo alle at vi ikke laver en forestilling for anmeldelsens skyld men alligevel. Indluk-spillelisten sættes på, performerne står i kostumer og deler små lantegninger/kort over Mindets Anatomi ud til publikum, når de træder ind af døren. Jeg står ude i regnen og er langt mindre nervøs nu. Bare våd. Jeg ville ønske, jeg skulle se forestillingen herudefra, fra havens mørke, Mads er herude under hele forestillingen og fortæller mig senere at det er et fantastisk lysshow. Selvfølgelig. Han foreslår, at vi laver en timelapse – amazing idé. Tænk at vi hjemsøger en villa fra 1860 i en hel måned – det er da ret fantastisk.
Efter forestillingen går mine venner tidligt hjem, de har arbejde og skole i morgen tidlig, jeg husker pludselig at det er søndag aften. Jeg færdiggør min øl sammen med en af performerne og hendes søde familie. En storesøster spørger mig, hvordan jeg har researchet til forestillingen. Sikke et rart spørgsmål. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal svare, om hun spørger ind til idéens spæde begyndelse eller mere specifikt til kvantefysik-delen. Jeg fortæller om youtube-explainers, andre kvante-kunstneriske værker som “Copenhagen” og filmen “Decoherence”, som performeren fik familien til at se som optakt til forestillingen. Jeg snakker lidt om superpositioner og kollaps, og performeren fortæller ganske rigtigt at det var dem, der fik mig overtalt til at inkludere noget af researcharbejdet i teksten. Man kan ikke altid gå ud fra at publikum kan læse tanker, jo. Jeg synes det er meget spændende, hvor meget magt man har ved at tilbageholde information. Eller hvor meget afmagt, man jo egentlig får ved at gøre det. Så kan værket og publikum gå endnu mere bag om ryggen på kunstneren – mantraet for den her forestilling. Et citat fra den dramaturgiske konsulent, et citat fra en bog. Tænk, jeg ikke aner, om folk ikke gir en fuck for superpositioner og kollapsede tilstande eller om de synes, det er ligeså vigtigt og livsagtigt som mig.
Mandag d. 19 (formiddagen før forestilling nr. 3)
Ahhhhhhh. I dag gør vi det bare. Ikke “bare”, det er krævende, jeg forstår mere og mere hvor krævende det er for performerne, de skifter karakter ca. 12 gange i løbet af performancen, de går fra at være fiktive personer i et fiktivt minde til at være en væsen-lignende menneskeskabning, der er i gang med at opdage en ny bevidsthed, en ny verdensorden, en ny måde at eksistere på i den cirkulære tid frem for i den lineære. Og så tilbage til en ny fiktiv karakter og få ordnet en visdomstand. Det er sygt nok. De gør det virkelig godt. Jeg har det så kogt over at jeg har placeret mig selv som teknisk afvikler i en performanceinstallation igennem seks rum, hvor der hænger lagner op som afskærmning det meste af tiden – jeg kan jo ikke se en skid. Aner ikke, hvad der foregår inde i rum nr. 1. Men nu hvor den nye forestillingsleder bliver mere og mere komfortabel med sine cues, gør jeg det også – i aften, eller måske først onsdag, tager jeg nok det trådløse tastatur med mig og tjekker ud, hvad der sker inde i de to rum, jeg er helt blind for. Jeg vil gerne se videodesignet igen. Vil gerne se, hvordan publikum reagerer på det. Vil gerne opleve hvad det er, performerne googler i rum nr. 1, og se om det er sjovt eller sørgeligt eller ængsteligt eller rasende eller alt det, vi næsten kun nåede at tage på noteplan. Wauw en vild omgang. Jeg tror virkelig, det er særligt og umådeligt interessant, det vi har lavet. Jeg ville selv elske at se det. Jeg håber, jeg kan komme til at se det lidt mere i løbet af de næste par dage.Trækker vejret over flere sekunder. Holder det før jeg puster det ud igen. I aften kommer der nogle gode venner, teater-venner, en af dem har jeg ikke set meget længe. Hun skal stå i baren. Tænk at vi laver noget så vildt og samtidig kan hænge ud med vores venner. Jeg kan høre en stille knitren af skummet på min kaffe, der langsomt imploderer. Lyden af min roomies bestik inde fra køkkenet. Ellers er her stille. Der er ro. I aften skal vi eksplodere.
Katinka Hurvig Møller, medstifter og forperson i MAGMA, instruktør på “Tilbage”.
