Når digte bliver danset – og teksten får krop
”Antropocæn kreatur” et titlen på en digtsamling af Andreas Vermehren Holm. I et ubrudt poetisk tekstflow reflekterer han over – og anfægter – vores, menneskers, trang til at beherske naturen og alle væsner omkring os.
Digte kan danses
af Peter Rafn Dahm
Formen minder mig om det man kalder ”stream of consciousness”. En lang ”strøm af tekst” helt uden tegnsætning – der kræver en meget aktiv og meddigtende læsning, hvor man selv må afgrænse og sammenfatte betydnings-sammenhænge. Således er en tekst som ”Antropocæn kreatur” meget åben for lydlig og rytmisk fortolkning, og inviterer til scenisk fremførelse – hvis man altså tør binde an med udfordringen
Arne Johannsen blev begejstret for bogen og satte sig for, sammen med gruppen Skaberwerket, at ”remediere” – eller ”oversætte” – teksterne til sceniske udtryk, i en forestilling med samme titel som digtsamlingen.
Det er der kommet et poetisk kraftfuldt kor-koreografisk værk ud af. Kraften ligger allerede i teksten. Men den forstærkes eller mangedobles i det konsekvente kollektive udtryk. De unge medvirkende opleves i al deres forskellighed som ét fælles væsen, der udtrykker sig gennem mange individuelle munde og kroppe. Hver for sig og som decideret kor. Som enkeltstemmer og -kroppe, og som talekor og kropskor. Flot sagt oplever man scenen som indtaget af en stor og levende ”organisme”, med en puls der banker eller strømmer i hele rummet.
Scenografisk er forestillingen skrabet, med blot et par skrå podier, et tæppe, en boksebold – og så nogle interessante rekvisitter – ikke mindst fjer (de vil blive omtalt i en særlig artikel med fjer som tema!).
Alligevel er forestillingen rig på billeder, og derfor et godt eksempel på, hvordan man kan komponere udtryksfulde scenebilleder med kroppe og koreografi (nærmest) alene. Og dynamikken er voldsom – den lydlige og fysiske ”båndbredde” er stor. Fra nærmest uhørlig hvisken til råbekor, fra rolig dvælen på gulvet til direkte ”angreb” på publikum. Der konstant må tune sanseapparatet i forhold til det momentane udtryk.
Det ene øjeblik må man spidse ører og skærpe blikket. Det næste må man skærme sig mod muren af spillere, der farer frem mod en. Det medfører, at man som tilskuer fysisk er meget medlevende i det der sker. Ens sanseapparat bliver tvunget op og alting trænger ind, så man efter applausen føler sig ligeså ”brugt” som spillerne. Men det medfører også at teksten ”får krop” og ”går i kroppen” på en.
Hvis man spørger mig, om jeg har forstået forestillingens ord, kognitivt eller intellektuelt, er jeg ikke sikker. Men jeg har mærket dens smerte og vrede over, hvad det ”antropocæne kreatur” har gjort ved andre levende skabninger. Og jeg føler mig mere alvorligt anfægtet og ansvarlig, end hvis man havde udsat mig for løftede pegefingre og intellektuelle argumenter. Og det er vel et væsentligt træk ved kunstens kraft og styrke – at den kan gå ”udenom hjernen” og lige i kødet og i hjertet på os.
Antrocopæn Kreatur blev iscenesat af Arne Johannsen. Læs hans tanker, samt uddrag af digtene bag her
