KONSULENTERNES BREVKASSE
Som konsulent i DATS kommer man rundt til mange forskellige teaterproduktioner og amatørforeninger i landet. Det danske amatørteaterlandskab er kendetegnet ved stor alsidighed, og hvad der fungerer det ene sted, er ikke altid det bedste hos andre. Alligevel opstår der fra tid til anden nogle generelle faglige betragtninger, og det er et par af dem der vil blive delt i denne brevkasse. Skriverierne her er både ment som gode råd og faglige betragtninger, men er ligeledes oplæg til samtale, diskussion og debat både i kommentarfeltet og ude i foreningerne.

Et af de vigtigste greb i forsøget på at bevare illusionen hele vejen igennem forestillingen er, for mig, at have styr på sceneskiftende.

Fyld pauserne ud!
I et sceneskift, kan vi stå med både skuespillere der skal ind og ud og scenografi eller rekvisitter der skal flyttes. Det kan meget hurtigt blive en rodet affære, hvor hele salen må tage en pause fra historien og vente på at vi igen er klar til at genoptage dramaet. Et klassisk begreb i teaterverdenen hedder ”fyld pausen ud”. Det gør sig gældende i udvekslingen af replikker og måske særligt når vi kommer til både store og små sceneskift.

Hvis vi bryder illusionen, slukker lyset, lader skuespillere vade mere eller mindre tilfældigt rundt og skifte placering på rekvisitter eller scenografi, efterlader vi publikum i en venteposition, hvor vi ikke rigtig kommer videre med historien og mest af alt bare må sidde og lave noget andet indtil spillet er klar til at fortsætte. Det kan give oplevelsen af en gammel bil der hele tiden går i stå, og vi kommer til at mangle drive og lethed i forestillingen. Selv gennemførte og velspillede forestillinger kan falde til jorden, hvis ikke illusionen bevares undervejs og sceneskiftende er fyldt ud.

Lad historien fortsætte i sceneskiftet
Hvordan vi vælger at udfylde vores sceneskift, kan handle om en række forskellige faktorer;
– hvad skal flyttes, hvem skal ud, hvem skal ind?
– hvor og hvordan starter næste scene?
– hvor er vi i historien, og hvilke underliggende greb har vi allerede introduceret som vi kan benytte i skiftet (f.eks. lys, musik eller projektioner).

Det vigtigste er at forblive i historien. Vi skal finde elementer der kan løse de praktiske udfordringer, mens vi bibeholder forestillingens grundstemning. Det kan f.eks. være gennem underlægningsmusik sammensat med et særligt scenelys der kun bruges i de nødvendige skift. Hvis publikum får oplevelsen af, at en løsning alene er praktisk, kommer de hurtigt ud af illusionen og kan være svære at få tilbage. Men hvis sceneskiftet er mættet af stemning, intensitet og historiefortælling, så bliver vi i illusionen og acceptere lettere at der også rykkes rundt på ting eller byttes ud på scenografien.

Som instruktør kan du spørge dig selv;
– hvad vil jeg fortælle i sceneskiftet?
– vil jeg fortsætte stemningen fra foregående scene, eller give publikum en fornemmelse af scenen der er på vej?
– har forestillingen en grundstemning som jeg kan fremhæve i sceneskiftet?

Vær tydelig og konsekvent i valget, og lad din måde at håndtere skiftene være den samme forestillingen igennem. Hvis stilen for sceneskift er velgjort (og konsekvent) accepterer publikum det som forestillingens præmis og lader sig lettere blive i illusionen.

Store og fundamentale sceneskift lægges ofte i pausen mellem to akter, hvor publikum ikke er i salen eller illusionen alligevel brydes. Her bør man gøre sig tanker om hvordan man kommer tilbage i historien. Er der særlig musik eller lys der bringer os ind i stemningen eller har du en karakter der kan lette rejsen tilbage?

Sceneskift som en lille forestilling
I et eksempel fra min egen karriere, arbejdede vi i en opsætning af Henrik Ibsen’s ”Samfundets Støtter” på et helt univers i de nødvendige sceneskift. Lyset blev dæmpet og var markant anderledes i farve og struktur end i de spillede scener. Vi brugte en særlig underlægningsmusik og vi lod væsentlige sidehistorier, mellem udvalgte karakterer udspille sig ordløst i skiftet.

F.eks. i et skifte efter Konsul Bernick (hovedkarakteren) havde været i en større konflikt og skulle træffe et svært valg, hvor lod vi ham stå på scenen i stilhed og indre kamp, mens udvalgte andre karakterer med forhold til konflikten kom ind på scenen og rykkede rundt på rekvisitter og scenografi mens de ordløst forholdt sig til Bernick og hans svære valg. Tempoet i spillet blev sat ned (en form for slowmotion) og vi gjorde det tydeligt at det her var et andet univers end det, vi fulgte i de almindelige scener. Karaktererne interagerede ikke med hinanden, men brugte små blikke og mikrobevægelser. Publikum fik på den måde et intimt og fysisk billede af hovedkarakterens indre kamp, mens skuespillerne gjorde klar til næste scene. Selve skiftet varede under et minut, men fremstod stemningsmættet og gav nye vinkler og perspektiver til historien vi ville fortælle.

Stilen blev gentaget under de 4-5 sceneskift der var nødvendige for praktikken i forestillingen, hver gang med en videreudvikling af små historier blandt forestillingens karakterer. På den måde blev sceneskiftende en lille forestilling i sig selv og vi undgik brutale stop og illusionsbrud i fortællingen.

Læs også

Læs også