Når en fjer bliver til mange – og vildt flotte – billeder
Af Peter Rafn Dahm
Alle ved at en fjer kan blive til 5 høns. Men at fjer også blive til flotte scenebilleder er nok en mere ukendt, men lige så sand historie. Jeg har, ved selvsyn, oplevet dén historie 3 gange. Så jeg kan bekræfte at den holder vand.
Den slagtede krage – og en rulning i tjære og fjer
Mit første møde med fjer på scenen var i Teater Circonflex´ ”Solen er så rød mor”. Forestillingen tager de kendte og elskede børnesange, særligt godnatsangene, under grov og grum behandling. Og det er (absolut) ikke for børn. Ved nærlæsning af teksterne fik gruppen øje på, hvor skræmmende og upædagogiske mange af dem er. Og hvor mange mareridt og traumatiske nætter de kan føre til, hvis man – som barn – hører ordentligt efter.
Disse overhørte ”undergrunde” og politisk total ukorrekte ”sang-scenarier” satte gruppen på scenen i en godnats-sangs teaterkoncert, udspillet på og omkring – en seng selvfølgelig. Og sengen lægger lagen til alle de situationer og associationer – en seng kan sætte i gang. Fra forbudte småliderlige fantasier til de rene nærdødsoplevelser, hvor menneskeædende uhyrer lurer under bunden.
Her kommer så en spoiler, men forestillingen spiller ikke mere, så læs bare videre. Sangshowet kulminerer med ”Højt på en gren en krage sad” – iscenesat som en rituel stammedans. Lyset dæmpes og går over i dystre grønlige nuancer. Spillerens smører hinanden ind i noget klæbrigt stads (vistnok sirup), mens de begynder dansen. Derefter slagter de (mindst én) pude, så fjerene flyver omkring og nærmest fylder scenerummet. Og så ”ruller” de sig, eller ”ruller” hinanden, i dem, i fjerene, så man får associationer til det gamle strafferitual ”at rulle nogen i tjære og fjer”. Altimens de tramper i gulvet og skråler ”Så kom en hæslig jæger, simsaladim bamba saladu saladim…han skød den stakkels krage…nu er den stakkels krage DØD”.
Fald. Mørke. Slut. Derefter begejstret, stakåndet, lettet applaus fra publikum.
Men hvilken både pragtfuld og modbydelig DØD vi var vidner til. Pragtfuldt pga. saften og kraften i hele scenen, som man blev helt høj af at overvære. Modbydeligt fordi det var så makabert at skue, og selv at blive høj på: En henført hyldest til drabet og døden. Men på en måde også skånselsløs ærlig i sin udlevering af jagtens essens. Sådan er det jo. Og sådan vil jeg høre – og se – den sang for tid og evighed herefter.
De udryddede fuglearter
I Skaberwerkets forestilling ”Antropocæn Kreatur”, der er en scenisk, fysisk, kropslig og verbal fortolkning af Andreas Vermehren Holms digtsamlig af samme navn, optræder der også fjer, og også fra en slagtet eller opsprættet pude.
Teksterne og forestillingen er en række poetiske ”sørgesange” – konstateringer af og refleksioner over, hvad vi mennesker – det antropocæne kreatur – gør ved vores verden og ved vores medskabninger – dyrene. Ikke mindst det faktum at vores livsform medfører, at hele arter uddør.
Jeg oplever, at fjerene bliver ”selve stoffet” – en materialisering af de døende eller allerede uddøde (fugle) arter – i en form for ofrings- eller begravelsesritual. Men grundet deres lette, svævende, ”flyvske” egenskaber gør fjerene ritualet smukt og poetisk, midt i al tragikken. Fjerene tilfører forestillingen et udfordrende paradoks:
Ødelæggelsen, truslen om udslettelse og kommende katastrofer fremstilles ikke (bare) som noget tungt, skræmmende og grimt, men også som noget let, fascinerende og smukt. I en hårfin balancegang.
Og deri består måske det særlige i teatret magi. At det kan rumme og forbinde modsætninger, det der ellers er uforénligt. Teatret kan fremstille tragedien smukt og forførende. Så man som publikum kan vælge at give sig hen til ”skønheden i det uundgåelige”. Eller man kan vælge, at ”se igennem skønheden”, så man opdager dens farlige forførelseskraft og ”vågner op”.
For vel er det smukt. Men under eller bag skønheden lurer mørket og afgrunden. Det handler om valg. Og Skaberwerket har valgt, at bruge æstetikken som et virkemiddel til at gøre os modtagelige. Og åbne os for et underliggende budskab om lidelse og smerte – som vi måske ellers ville lukke af for og afvise.
et underliggende budskab om lidelse og smerte – som vi måske ellers ville lukke af for og afvise.
Den allersidste fjer
I Teater Mikados fortolkning af Jesper Wamslers tekst ”Til sidste fjer”, har de ”taget titlen på ordet” og gjort fjerbilledet helt konkret.
”Til sidste fjer” er en stærk tekst om en pigebande på kant med samfundet. Om oprør og sammenhold, om sårbarhed og afstumpning, om kærlighed og misbrug, om utopiske drømme og rå virkelighed. Og om at miste og længslen efter det tabte, der kun overlever i erindringen.
Her kommer et enkelt citat:
”På Tømmerup Efterskole var det store rum med til at give luft til drømmene, udsigten fra bygningen, hvor pigebanden etablerer deres ”rede”. Her understreges forestillingens fugle- og flyvebilleder – drømmen om og længslen efter friheden med luft under vingerne, men også frygten for faldet”.
De mange fugle- og flyvebilledet bliver – nærmest demonstrativt – manifesteret med fjer, masser af fjer. Som de to spillere kaster ud i og hvirvler igennem rummet i en nærmest euforisk glædesrus. Men efterhånden falder fjerene til ro og lægger sig som et nyt scenegulv. Som var fjerene alle de euforiske drømme, der falder til jorden, som virkeligheden æder sig ind på drømmen. Så pigerne ikke længere flyver med dem, men træder på dem. Og på dette fjergulv går forestillingen så sin barske og ubønhørlige gang mod død og opløsning.
Fjer som stof og sanselighed og symbol
Fælles for de tre forestillingers brug af et fysisk materiale – ”fuglefjer” – er noget man helt banalt kunne kalde ”bogstaveliggørelse”: Fugle har fjer. Når der tales om fugle, gør vi dem nærværende på scenen med fjer.
Lidt mere finurligt kunne man kalde det ”materialiserede metaforer”. Fugle associerer (for mange) til frihed. De er ”billeder” på noget, der kan løfte sig fra jorden og svæve frit og utvunget i luften. Den frihed, den længsel efter frihed eller det angreb – eller ligefrem drab – på friheden, kan gøres anskueliglig, nærværende og ”følelig” ved at slippe en masse fjer ”fri” på scenen.
De tre ”fjer-forestillinger” er, i mine øjne, gode eksempler på, hvor stærke udtryk og virkninger man kan opnå ved at træffe enkle, men markante og konsekvente valg. Valg der spiller sammen med, spiller ind i – eller op imod – forestillingens tema, idé eller budskab. Valg der også spiller ud til og op til publikum. Valg der gør indtryk, påvirker og anfægter os i salen. Valg vi tager med os som ”oplevelses-krystaller” og billeder ”på den indre nethinde” – der bliver siddende derinde mange år efter, at vi forlod salen.
Derfor skal der herfra lyde en opfordring til jer, der læser denne lille artikel – måske – for at finde ny inspiration til jeres eget teaterarbejde: Vov at vælge! Vov at træffe klare, tydelige og gerne ”vovede” valg i jeres tolkning og fortolkning.
Fremkalder teksten et særligt billede, en markant farve, en mærkbar materialefornemmelse, en påtrængende følelse af stof/lighed, et mærkbart materiale, en speciel atmosfære (uafhængig af tekstens regibemærkninger) – så hold fast i fornemmelsen! Giv den en chance og prøv den af. Den kan vise sig at være indgangen til – eller åbningen af – lige netop det sceniske univers, der giver teksten og jeres forestilling et originalt og unikt liv! God fornøjelse med arbejdet.
Vil du læse mere om "Til sidste fjer?"
I kan læse meget mere om forestillingen i hele tre Rampelysartikler: ”Rummet digter skam med på forestillingen” – Kapitel 1 og 2, og ”De gør sig virkelig umage”.
