Dagbog fra NEATA Youth-Scenoskop International
”Wauw”, ”ubeskriveligt” og ”uforglemmeligt”. Det er de tre første ord jeg tænker på, når jeg skal beskrive Neata Youth. Det vildeste er, at jeg for bare få måneder siden aldrig havde hørt om projektet og i dag sidder med følelsen af at det ændrede mit liv en lille smule.
Tekst: Astrid Rosa
Fotos: Dino Visnjic med flere
Onsdag d. 10. maj
Onsdag er indkvarteringsdag. Alle kommer først til Kastrup Lufthavn og senere med toget til Odense, men på forskellige tidspunkter, så hele dagen går med at få tjekket folk ind på skift. Omkring kl. 16 står vi som de danske ambassadører for nogle “icebreaking activities” med gamle fødselsdagslege, som ”snørrebåndskonkurrence” og ”at spise flødeboller uden hænderne”. Vi lavede navnelege og det virkede rigtig godt, at folk kom lidt efter lidt, så man havde tid til at lære hinanden at kende i små hold. Efter aftensmaden hvor de fleste var ankommet, mødte vi for første gang vores workshop lærer, Jacob Teglgaard, – eller mentor, som han så fint selv sagde det. Han gav os forudsætningerne for de næste dages workshop og præsenterede os for det emne, vi i fællesskab skulle undersøge; Venskab.
Alle var utrolig trætte oven på en lang rejsedag og socialt udmattede af at have mødt så mange nye mennesker, og vi gik tidligt i seng for at være klar til workshop dagen efter.
Torsdag d. 11. maj
Vi var nogle stykker, som aftenen inden havde besluttet os for at prøve Odense Havnebad, inden undervisningen skulle gå i gang, så vi mødtes kl. 6 til en frisk morgendukkert. Det var fantastisk allerede at have smidt så mange af sine sociale masker, at vi var trygge ved at stå sammen med trætte morgen-ansigter, under en kold bruser uden tøj på og sidde tæt i en sauna med mennesker, vi mødte dagen før.
Workshoppens første undervisning startede med at vi skulle lære et nyt fysisk sprog, som Jacob har udviklet. Elementerne var for sig simple, men var baseret utrolig meget på tillid mellem to. Tillid er normalt noget, der opbygges over længere tid, noget der skal afprøves og bekræftes før man fuldt ud stoler på et andet menneske. Her krævede det af os, at vi opbyggede tillid og fortrolighed med vores makker på bare et par timer, for at kunne udføre øvelserne ordentligt. Det var imponerende at opleve, hvor hurtigt vi blev komfortable i at arbejde sammen og skabe mening på scenen, som jo bare var vores arbejdsrum, men energien var så meget mere.
Til sidst var alle helt udmattede og svedige, men også endnu mere klar på at arbejde videre med det fælles fysiske sprog, vi pludselig talte mere eller mindre flydende.
Fredag d. 12. maj
Det kunne mærkes i kroppen at vi havde arbejdet fysisk. Vi arbejdede videre i samme spor som dagen før, men nyhedens ekstase var allerede ved at fordampe og snart erstattet med træthed. Men fordi vi alle var sammen om at løfte opgaven, føltes det som om vi sammen kunne skabe fornyet energi i rummet, på trods af at ingen havde mere at give hver især. De fysiske performances vi havde skabt i vores makkerpar, ændrede sig hele tiden, fordi alting blev improviseret frem og Jacob ville helst ikke lade os planlægge, hvad
der skulle ske til vores visning lørdag. Det hele skulle ske intuitivt, impulsivt og improvisatorisk – så længe vi holdt os nogenlunde inden for rammerne af de fysiske redskaber, han havde lært os.
Vi brugte den sidste time på at sætte en smule struktur på vores fremvisning alligevel, så vi på den måde var enige om, hvor vi startede og sluttede.
Det var bare to en halv dag, men det var som om vi allerede var de bedste venner, på trods af at vi knap vidste mere om hinanden, end hvilket land vi kom fra og hinandens navne. Resten var ligesom irrelevant for projektet og vores forbindelse til hinanden. De fleste af os brugte aftenen på karaoke bar, hvor det hele stadigvæk handlede om venskab. Det venskab man har, når man stiller sig op på en scene og blotter sig, ydmyger sig, eller hygger sig med hinanden. Det var helt fantastisk at se det sammenhold der var skabt imellem os.
Lørdag d.13. maj
Den store dag. Dagen hvor festivalen starter. Vi går hele dagen og hygger os, ser de andre optrædende og nyder en dag uden at skulle øve morgen til aften. Vi er de sidste, der har vores visning. Vi valgte at kalde det en arbejdsvisning eller åbent øvelokale, så scenen var ikke mere end det bare gulv og arbejdslys. Det skabte en helt særlig intimitet mellem os og publikum. Vores visning var magisk og de relationer og fortællinger som opstod, var så stærke og nye, noget vi slet ikke havde opnået på egen hånd under workshoppen, men med et publikum til at tage imod, gik alting på i en højere enhed.
Bagefter åbnede vi op for en snak med tilskuerne, og deres respons bekræftede os i at den magi, vi følte på gulvet, også rakte helt ud til dem.
Af samme grund er det endnu vigtigere at flere kender til projektet og får mulighed for at få del i den magi!
Søndag d. 14. maj
Afrejsedag. Dagen, hvor alle ligesom første dag, skulle afsted lidt drypvis. Det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Det var en følelse af umådelig træthed, fordi vi havde gennemført og var færdige, og samtidig ikke ville gå glip af et eneste sidste øjeblik med dem, som på få dage var blevet nogle af mine favoritmennesker i hele verden. Da den sidste store gruppe tog afsted mod toget, brød jeg grædende sammen på en måde jeg aldrig har oplevet før. Det hele kulminerede oven i hinanden, og de kræfter jeg almindeligvis ville have til at holde tårerne tilbage, var brugt op for længst. Der var ikke mere tilbage end følelsen af at være blevet forladt, efterladt alene i en by, der nu var farvet af deres besøg. Et besøg som er utrolig svært at forklare til andre, fordi det lyder så urealistisk at kunne føle så meget på så kort tid.
Hvis du ikke tror mig, så meld dig til næste gang og find ud af, om det bare er mig der er mærkelig 😉
