Nedbrudt og samlet op igen
Gruppen ”Emma & Ane” var i finalen ved TeaterBattle i 2019, hvor de vandt en pris, sponseret af DATS. Siden har de, med egne ord, ”bøvlet med sig selv i mørket, været på all inclusive ned til solen, og nu lavet denne forestilling, udviklet fra det 10 minutters uddrag, leveret ved finaleshowet i oktober.”
Konsulent Arne Johannsen har været i TeaterHUSET i København for at se ”DESTROY & REBUILD”, og talt med de to skuespillere, der har skabt den.
Tekst: Arne Johannsen
Fotos: Hans-Jørgen Hersoug
Oversat til dansk betyder titlen på forestillingen ødelæg og genopbyg. Det svarer meget godt til min tilstand i starten – og slutningen af forestillingen:
Jeg får det nærmest fysisk dårligt af at sidde i den kunstige plastik-verden, der karakteriserer indgangen til ”DESTROY AND REBUILD”, med flere lag lodrette plastikforhæng, der slører mit syn, Kvium’sk-abnorme karakterer og et ubehagelig lydbillede. Og jeg ender med, smilende og forført, at rock’e med til popnummeret ”Greedy” (Ariana Grande), fremført af de forvandlede skuespillere, der nu fremstår som glade og attraktive sangerinder.
Samtidig er ødelæg og genopbyg den gennemgående dramaturgi, der gentages i forskellige varianter; forskellige performative, fysiske og musikalske fortolkninger af ”alt det, som vi ikke forstår”, som der står i programmet. Igen og igen gennemlever karaktererne op- og nedture, samtidig med at scenografien rives ned og genopbygges på nye måder.
Denne genkendelige rytme hjælper mig som publikummer til at slappe af og nyde, at jeg aldrig kan forudsige, hvad næste scener handler om, hvad jeg nu skal til at opleve. Forestillingen er nærmest som et halvt abstrakt, halvt figurativt maleri, der bliver til, mens jeg kigger op. Kigger, lytter og betages.
Forestillingen er så velspillet, flot iscenesat og eksemplarisk i sin insisteren på, at scenografiske materialer genanvendes, forandres og bruges (inter)aktivt af skuespillerne på scenen, at jeg simpelthen er nødt til at tale med de to skuespillere og skabere af ”DESTROY AND REBUILD”, Emma Weyde og Ane Winding, efter forestillingen.
Hvad har for jer været omdrejningspunktet eller den røde tråd i arbejdet med forestillingen?
Emma & Ane:
Vi har brugt vores relation til hinanden, som veninder, som holdepunkt, fordi det er en relation, der hele tiden nedbrydes og genopbygges. Og så det her med, at man både kan snakke grimt til sig selv – og snakke sig selv op. Og helt fysisk ved det plastik, vi bruger i forestillingen.
At kunne rive det ned, ødelægge det, og så lave noget nyt med det. Men vi har tænkt meget over, at holde det åbent, for at det ikke bliver vores, men publikums egen fortolkning af det, der foregår. Vi ville have det til at være performativt og… overraskende. Vi ville give hinanden lov til at famle lidt med det og prøve at trække den ud at en tangent nogen steder.
Hvor tidligt i processen har I besluttet det?
Emma & Ane:
Helt fra starten. Vi har gået på teaterskolen ”Akademiet for musik, dans og teater” sammen, og det er den samme form for teater, vi kan lide. Og det blev så til de 10 minutter på TeaterBattle i efteråret 2019.
Har der været bestemte former eller stilarter, som I gerne ville forbi? Musik, sang, koreografisk… Har I haft en tjek-liste over ting, I skulle forbi?
Emma & Ane:
Det meste er kommet naturligt. Emma kan godt lave musik og har derfor lavet meget af musikken og lyden til forestillingen. Vi kan begge to lide at danse, det koreografiske, det kropsligt-fysisk, så det har vi også med. Og så er der nogle karakterer, nogle måder at være på – også i det private liv – vi godt kan lide. Det er sådan noget lidt klovne-agtigt, uden at vi har tænkt, at ”nu skal vi være klovne”.
Vi har haft sværest ved at få noget tekst med ind over, selvom vi fra start har vidst, at det var noget, vi ville.
Har I skabt meget materiale, som I senere i processen har valgt fra? Og hvem har truffet den slags beslutninger?
Emma & Ane:
Det har vi selv. Vi har haft nogle af vores venner inde og kigge her op til premieren, men det er os, der har besluttet, hvad der skulle med, og hvad der skulle ud. Og vi har genereret sindssygt meget materiale, der ikke er kommet med.
Hvornår I processen har I truffet de beslutninger? Hvad der skulle med, og hvad der skulle ud.
Emma & Ane:
Det er sket på de mærkeligste tidspunkter. Det er ikke sådan, at vi har sagt, at nu skal der træffes valg. Det er sket løbende.
Har det været svært?
Emma & Ane:
Nja… vi har diskuteret virkelig meget, og vi har været virkelig kritisk overfor meget af det materiale, vi har lavet. Fordi vi ikke har nogen til at hjælpe os med at sige ”det er godt” eller ”det er dårligt”. Så det har vi også skulle øve os i – at slippe vores egen forfængelighed eller vores egen dømmekraft – for at arbejde med noget, der ikke nødvendigvis har været godt fra start, men kan blive godt, kan få en vigtighed.
Der er også ting, der i prøvearbejdet har været sjovt for os, når vi har stillet os ’udenfor’ og kigget på hinanden. Men det er måske kun sjovt, for den der kigger på, første gang, og måske anden gang. Men ikke tredje gang. Og så kan man godt blive i tvivl og må beslutte, at ”det er sjovt, det holder vi fast i!”.
Hvor tidligt har det samlet sig for jer? Hvor tidligt har I haft fornemmelsen af strukturen i det?
Emma & Ane:
Det har samlet sig lige op til, at vi har skullet spille. Vi har stået med nogle puslespilsbrikker, som vi har skullet samle til sidst.
Er det bevidst, at forestillingen starter med at være ’ubehagelig’ og ender med at være festlig og befriende?
Emma & Ane:
Ja… Vi har i hvert fald været bevidst om det her med, hvor hurtigt man kan flytte sig fra at have det nedern og græde til at have det godt igen. Vi har villet komme forbi alle mulige følelser, og så er det jo bare dejligt at slutte af på en Ariana Grande – sang.
Og hvordan har det været for jer at lave forestillingen?
Emma & Ane:
Det har været en helt sindssygt spændende, hård og lærerig proces.
