Nogle scenografiske betragtninger over Teater Mikados ”Til sidste fjer”.

”Til sidste fjer” er en stærk tekst om en pigebande på kant med samfundet. Om oprør og sammenhold, om sårbarhed og afstumpning, om kærlighed og misbrug, om utopiske drømme og rå virkelighed – og om at miste og længslen efter det tabte, der kun overlever i erindringen (jvnf. Henrik Ibsen ”Evigt ejes kun det tabte”).

Tekst og fotos af Peter Rafn Dahm

Jeg har set ”Til sidste fjer” i to meget forskellige rum. I den gamle københavnske kødby´s rå og trange rum, med en masse støbejernssøjler og publikum presset sammen på tre sider. Og i sportshallen på Tømmerup Efterskole med højt til loftet, masser af frit rum og publikum placeret i en stor bue foran scenegulvet.

I begge tilfælde var oplevelsen præget af stor fysisk og spillemæssig dynamik, fra det stille og intime til det voldsomt ekspressive. I det næsten tomme rum er det skuespillerne, deres kroppe og gestik, koreografien og arrangementet, der skaber billeder, stemninger og atmosfære.

I Kødbyens nærmest klaustrofobiske rum, blev man som publikum nærmest fysisk involveret – man måtte vende og dreje sig på stolene for at følge med – og havde hele tiden de andre publikum´er, og deres reaktioner, med i billedet. Man oplever i nærbilleder, og det gør alting meget nærværende, sitrende – nærmest stakåndet – og intenst.

I Tømmerup sportshallen var der mere ro og overblik over oplevelsen. Man kunne overskue scenen og spillet og der var masser af luft omkring skuepladsen og spillerne. Rent æstetisk var forestillingen nok smukkere her end i den klaustrofobiske Kødby. Men måske også knap så ”farlig”, fordi vi oplevede alting på tryg (gere) afstand.

De to lokaliteter fremhævede to forskellige dimensioner i forestillingen.

Man kan også sige, at de to rum digtede med og (med) skabte to forskellige forestillinger.

I Kødbyen kom man helt tæt på desperationen, den høje puls, de hektiske åndedrag. Spændingen, frygten og fortvivlelsen. I Tømmerup var det store rum med til at give luft til drømmene, udsigten fra bygningen, hvor pigebanden etablerer deres ”rede”. Her understreges forestillingens fugle- og flyvebilleder – drømmen om og længslen efter friheden med luft under vingerne, men også frygten for faldet.