Rummet digter skam med på forestillingen. Kapitel 2
Nogle sceniske betragtninger over Glostrup Amatør Scenes opsætning af ”Til sidste fjer”, formuleret af instruktør Jens Damsager.
Tekst af Peter Rafn Dahm og fotos af Knud Volsing og Axel Gadegaard
Læs også artiklerne:
RUMMET DIGTER SKAM MED OP FORESTILLINGEN. KAPITEL 1
Teater er lig med diversitet = forskelligartethed og mangeartethed
En lille indledning ved Peter Rafn Dahm.
At den samme teatertekst kan blive til vidt forskellige forestillinger er vist velkendt. Man omtaler jo ligefrem særligt slidstærke tekster som ”klassikere”. Fordi de kan tåle at blive opsat igen og igen, og hver gang blive til helt nye forestillinger. Man skal have fat i mange hænder for at tælle antallet af ”Hamlet” forestillinger, ”Et dukkehjem” opsætninger, ”Misantropen” fortolkninger. Herhjemme kan man bare tænke på Holberg. De fleste teatre med respekt for sig selv, og dansk dramatisk historie, skal have ”Jeppe på Bjerget”, ”Erasmus Montanus” eller ”Barselsstuen” på plakaten med jævne mellemrum.
Blandt de nutidige klassikere kan man nævne Line Knutzons stykker, som rigtig mange amatørscener har prøvet kræfter med og givet mange forskellige fortolkninger i mange forskellige opsætninger.
Indenfor genren ”ungdomsdramatik” kan man vist godt tillade sig at kalde Jeppe Wamslers ”Til sidste fjer” for en ”nyklassiker”. En forestilling der har talt og appelleret til både instruktører, amatørgrupper og publikum, siden den første gang blev spillet i 2003.
I artiklen ”Rummet digter skam med på forestillingen. Kapitel 1”, fortalte vi om Teater Mikados fysisk ”udfarende” og ekspressive udgave af ”Til sidste fjer”. En forestilling der ”indtog” et stort rum. I denne artikel kan du læse om en ikke mindre intens, men rumlig meget mere stram eller ”afdæmpet” fortolkning af teksten.
Podiet understreger karakterernes situation
Jens Damsager har haft et passioneret forhold til teksten i mange år, og denne passion – og fascination – kulminerede med en markant opsætning på Glostrup Amatør Scene, der også kunne opleves på DATS landsteaterfestival i Svendborg i 2016.
Om valget af scene og scenografi fortæller Jens:
”Jeg havde valgt, at skuespillerne skulle spille stykket på et 2 X 2 meter skråt podie, for at understrege deres situation. Den lille plads for at understrege, hvor pressede de er. Den skrå scene for at vise at de er ude på et skråplan. Det er faktisk utroligt hvor meget man kan få plads til på så lille en scene. Og en af de ting jeg selv blev imponeret over, var, at det langt det meste af tiden også lykkedes at have forskelligt lys på de to piger. Skråplanet giver et visuelt ”bræk”, der gør at det hele kan blive skævt på mere end én måde. Tingene er ikke som man er vant til, og det hele bliver lidt skævt og surrealistisk, fordi det bevæger sig væk fra planerne med lodret og vandret. Det kunne give – og gav – nogle ret gode billeder.
De svævede på deres følelser
Jeg valgte også at hæve scenen på et luftigt stel. Dels af den helt praktiske grund, at der var mange gulvscener, som publikum skulle kunne se. Dels gav det et meget luftigt udtryk. Det gav også muligheden for at sætte lys under podiet, så vi kunne illustrere deres følelser med lys, og det nærmest kunne komme til at se ud som om de svævede på deres følelser. Det blev faktisk en ret god effekt.
Jeg arbejdede også med en spilleregel om, at denne ramme kunne brydes. Man kunne gå ned fra podiet, men ikke ret langt, kun lige ned for at sætte sig på kanten eller stå lige ved siden af scenen. Man kunne også komme op på scenen bagfra. Det blev dog kun den ene pige, der fik lov til at forlade podiet. Hende der i slutningen af stykket viser sig at være død. Fortælleren, der er den levende person, får ikke lov at bryde rammerne. Den døde person, der presser den levende til at fortælle historien, kan bevæge sig mere frit, og er heller ikke på scenen i starten af forestillingen.
Enkelhed skaber fokus
Det hele endte med at blive en meget stram og enkel forestilling, hvor scenografiens enkle univers også afspejledes i spillestilen. Det enkle univers gjorde også at man fik mere fokus på ordene og den gode fortælling. Alt i alt en forestilling jeg er rigtigt glad for”
Der er pragtfulde billeder i teksten
Om sit forhold til teksten og den gode fortælling, fortæller Jens videre:
”Der er rigtigt mange ting jeg synes er fantastisk ved Jeppe Wamslers tekst. Først og fremmest er det en virkelig god og rørende historie. Det er en barsk historie, der bliver ekstra gribende, fordi det ikke havde behøvet at gå sådan. Det er udefra kommende omstændigheder, der får det til at gå helt galt for nogle ellers velfungerende piger. Historien er fortalt i et let og flydende sprog, så forestillingen glider let hen over scenen og der er nogle pragtfulde billeder i teksten. Jeg kan også virkelig godt lide, at det er fortælleteater med mulighed for spillescener ind i mellem.
Vores dogme: Forskelligt tempo
En af de ting i teksten, som jeg virkelig tog fat i og gjorde til en meget vigtig del af hele forestillingen, er det at pigerne hele tiden taler forbi hinanden. De hører ikke efter hvad hinanden siger. Det ville jeg understrege med et dogme der hed, at de aldrig talte i samme tempo. Der var få undtagelser, men dogmet var grundlaget for hele arbejdet med stykket. Det første vi gjorde, når vi skulle arbejde med en scene, var at inddele, hvem der havde hvilket tempo hvornår og så opstod alt andet omkring scenen ud fra det. Det var en svær opgave, men det gav virkelig en god dynamik i spillet. Og tilføjede noget skævt og disharmonisk, som klædte stykket rigtigt godt”.
At svæve på oplevelsen – et lille efterskrift
Det der særligt sidder tilbage i mig, nu 4 år efter at jeg oplevede ”Til sidste fjer” i Svendborg, er en helt kropslig fornemmelse af ”vægtløshed”. En drøm om at kunne svæve gennem luften – på vinger og fjer. At være lige så fri i flugten som fugle. En smuk og poetisk længsel, der kan fylde en, når man sidder højt oppe over byen – og kigger ud i luften. Men også en skrøbelig, eller ligefrem farlig længsel, efter bare at kaste sig ud i ”det sidste fald” – for at slippe væk fra en virkelighed, man ikke kan magte. Det er flot gået, at Jens og hans hold – med et lille, skråt podie, hævet lidt over gulvet, en minutiøs lyssætning – og stærkt skuespil, stadig kan få mig til, fysisk, at mærke både det lette ”svæv” og det tunge ”fald”. Og et godt eksempel på scenekunstens kraft.
Peter Rafn Dahm
Artikler
Artikler
