SE & HØR
Som instruktør prøver jeg at frembringe ”kaos i kasser”. Altså at sætte energien og den vilde kreativitet fri indenfor rammer jeg – eller vi – selv sætter og respekterer. Og det kræver konstant opmærksomhed: At se og høre hvad der opstår, hvad der kan ske og hvor det kan bringe os hen med forestillingen.
Allan Thomsen
Instruktør, artiklens forfatter
Allan Thomsen, mangeårig instruktør på Midtfyns Amatør Scene (MAS, reflekterer over, hvordan man lykkes med at skabe levende teaterforestillinger, der fremstiller ægte, levet liv på scenen.
”There is a crack in everything. That´s how the light gets in”. Leonard Cohen
At mejsle figuren fri
Det er en udfordring, hver gang en skuespiller skal fremstille en karakter, der er tro mod naturen – og mod manuskriptet. Og det er en opgave, som skuespiller og instruktør er fælles om. Sammen står vi (: skuespiller og instruktør) foran den rå granitblok, og sammen skal vi forsøge at mejsle de firkantede hjørner af stenen, så vi finder ind til den afpudsede skulptur indeni. – Den figur, som vi (efter mange fælles anstrengelser) er enige om gemmer sig i granitstenen.
Som mangeårig instruktør i MAS (Midtfyns Amatør Scene) har jeg forsøgt at holde fokus på en række forhold, som har været ledetråde i det intense og meget givende arbejde med opsætning af teaterstykker, der vil sit publikum noget:
To be, or not to be, that is the question.
Det magiske ved den levende teaterforestilling (eller ved koncerten, foredraget, fodboldkampen, for den sags skyld) er tilstedeværelsen her og nu – både på scenen og på publikumsrækkerne. Og det magiske forsvinder ud i den blå luft i det øjeblik det sker, og sidder kun tilbage i sjælen hos dem, der var fælles om oplevelsen. – Vi kender vel alle den flade fornemmelse vi oplever, når vi ser en filmoptagelse af en teaterforestilling…
Det er derfor et MUST at skuespilleren er i rollen – og ikke ved siden af.
Spillet foregår her og nu i et konkret rum. – Udendørs forestillinger er ingen undtagelse! Og stykket tilhører en bestemt genre. Disse to forhold er afgørende for valget af spillestil og udtryk. Der er en verden til forskel mellem at spille på tæerne af publikum i et intimt teaterrum på den ene side, og at skulle råbe bageste række op i en kæmpe teatersal (eller udendørs) på den anden. Og ligeledes vil det, alt andet lige, være uheldigt at opføre et kammerspil som et melodrama med de store fagter. – Dermed er ikke sagt, at man ikke kan eksperimentere med genren og bryde formen. Men man skal være bevidst om dette valg.
There is a crack in everything…
Hvis vi skal fremstille ægte levet liv på scenen – og slippe væk fra overspillede, endimensionelle, dilettantiske karakterer – skal vi holde igen, og holde inde.
Vi mennesker tager masker på og spiller roller i hverdagen alt efter situationen. Vi iklæder os e en pæn (hård) facade, der skjuler og værner om det ømme, bløde og skrøbelige indre. – Nogen gør det modsatte og anstiller et venligt imødekommende ydre og forsøger derved at skjule en indre dæmon.
Som instruktør prøver jeg at frembringe kaos i kasser. Jeg tror, det er afgørende vigtigt at turde slippe kaos løs i en ramme man selv sætter. I kaos opstår den vilde kreativitet – de mange øjeblikke hvor vi træder lidt længere ud, end vi tror isen kan holde, og det hele bliver lykkeligt og fedt.
Derude er vi nødt til at være i rollen. Træder vi ud ved siden af rollen, bærer isen ikke. Det er så altafgørende, at vi bliver i “kassen” – og den skal instruktøren have styr på. Ja tak til korte vilde øjeblikke af kaos, og nej tak til rundkredsinstruktion hvor alt er lige godt.
Det er derfor en god eksercits først at overdrive karakterens træk og ”spille helt ud over kanten” med kraftige (overdrevne) udtryk og høj volumen for derefter, når skuespilleren er fortrolig med sin karakter, at geare ned og holde igen – holde inde – og kun gennem små sprækker lade publikum ane, hvad der presser sig på indefra
Øje og øre for sprog, blik for blik – og for mennesker…
Teater handler om kommunikation, om sprog – skriftsprog, talesprog og kropssprog. Man står sig bedst ved at være tro imod det skrevne forlæg, manuskriptet, både det der står på linjerne, og det man fornemmer mellem linjerne. – Vi er nødt til at gå ud fra, at det er med fuldt overlæg, at der står det der står. Men i dialogen bliver noget ofte sagt, som tåler dagens lys, og som fremføres med overbevisning, mens den dybere sandhed ligger i det usagte. Kropssproget – den vippende, nervøse fod, det flagrende blik, den knugede hånd, det tilbageholdte åndedræt – benægter, modsiger eller kommenterer den påtagede ro og de ord der kommer ud af munden.
Det afgørende kunstneriske valg består netop i at fornemme, om der er overensstemmelse mellem kropssproget, åndedrættet, blikket (og kostumet, for den sags skyld) på den ene side og det talte ord på den anden.
Det kan somme tider være nødvendigt at stikke en skuespiller et fyldt glas i hånden for at holde gestikken nede, eller bede konen i det mosgroede parforhold file negle, mens hun taler til manden med blikket på sin tommelfingernegl.
Instruktørens opgave er at hjælpe. Forudsætningen for at være en støttende samarbejdspartner er at se og høre. Det kræver forberedelse. Man skal kunne sin tekst. Man skal se, høre og fornemme det der foregår på scenen. Det nytter ikke at sidde og kigge intenst i manuskriptet – det arbejde overlader vi i MAS til suffløren.
Instruktøren står ofte med den amatørskuespiller, der er velforberedt, og som byder ind med kvalificerede bud på en tolkning af karakteren. Hvis instruktøren er enig i denne tolkning, er alt godt, men hvis der er uoverensstemmelse, må instruktøren – her og nu – give efter og efterprøve skuespillerens tolkning i det videre forløb. Andre gange står man med den velforberedte amatørskuespiller, der er afhængig af en hånddukkefører, og som har brug for detaljerede direktioner om betoning, kropssprog og placering, men som også ofte er som det bløde ler, der lader sig forme efter instruktørens input.
Man skal stå på tæer – før det bliver rigtig sjovt
Instruktørens opgave er ofte en socialpædagogisk eksercits. Man står med et ansvar over for et produktionshold af frivillige og ofte meget forskellige personligheder i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde.
Man skal tage hensyn til alle medvirkende, på og bag scenen, og arbejde for at forløbet kan blive en glædelig oplevelse for alle på holdet. Nogle skuespillere (eller teknikere, scenografer, osv.) skal tages på med fløjlshandsker i den krævende proces, andre kan komme videre med et klart vink fra sidelinjen.
Om nogen, er det instruktøren, der skal gå forrest i bestræbelsen på at skabe den fælles kurs i den fælles stræben efter det fælles mål. Undervejs kan det gøre ondt, ikke bare fordi man får en hård lussing på scenen (og det SKAL gøre ondt, hvis det skal virke!). Og så må man hjælpe holdkammeraten videre. Den gode stemning på holdet – den rigtige team spirit – opnås kun gennem gensidig tillid, så man vover at give sig hen til rollen – og til hinanden. Derved kan vi sammen gennemgå frustrationer og stressende faser i forløbet.
At vi er amatører betyder, at vi gør det af kærlighed (latin: amare = at elske). Vi gør det for vores egen skyld, og ikke for pengenes skyld. DET SKAL VÆRE SJOVT! – Men det er nok kun rigtigt sjovt, når man skal stå på tæer og anstrenge sig til det yderste, grine og græde, og måske gennemgå frustrationer og kriser undervejs, inden man kommer i mål???
