Jeg blev i år inviteret til premieren på Skansespillenes opførelse af Skammerens datter, det endelige opgør  – og det var en oplevelse på mange fronter.

Lad mig starte med de ydre omstændigheder.

Hals by, ikke imponerende stor: 2.497 indbyggere i 2023. Gemt lidt væk nordenfjords i regionens nederste østlige hjørne.

Så det er ikke kun derfra, stykkets medvirkende kommer. De kommer mere eller mindre fra det meste af landet, og her taler vi både om spillere og musikere.

Stykket blev spillet i selve det unikke, gamle fæstningsværk fra renæssancen (1536-1660). Det er landets bedst bevarede enkelt skanse.

Flot, tænkte jeg, at man giver tilladelse til det.

Jeg har også forstået, at man tidligere år har bygget scenen op lige foran museet.

Museet har således været mere eller mindre dækket, men i år var scenen vendt 1/4 omgang, så man spillede foran voldene. Endvidere var scenografien opbygget på en måde, så et stykke af volden var fritlagt, og indgik direkte i stykket, for som instruktøren, sagde: “Der er rigtig meget vandring i stykket” – og det fungerede rigtig godt med forskudte niveauer.

Jeg startede med at nævne, at Hals er en lille by, men alligevel er den så stor, at der blev holdt byfest med musik, sang og bægerklang på premiere dagen, hvilket ikke var så heldigt, men det var nok mest spillere og musikere, der blev generet – vi andre var fanget af spillet.

Og nu til det, det handlede om, Skansespillet.

Jeg var imponeret.

Store sommerstykker er ikke min ting, men her spillede det hele. 

Godt tænkt scenografi, velbårne replikker og, ikke mindst, og i denne sammenhæng vel også det vigtigste, kanon sang og musikledsagelse. 

Ikke kun de store roller sang godt, kor ensemblerne sang, så harmonier og flerstemmighed stod rent og flot – hvilket også kræver en anerkendelse til teknikken.