Teatermennesker forstår hinanden – på kryds og tværs af grænser og kulturer
Tekst: Peter Rafn Dahm
Og når vi mødes og sammen udforsker farvernes, flodbølgens og fantasiens landskaber, kommer der fantastiske ting ud af det. Som seniorer opdager vi vores levede livs ressourcer, når vi giver los for teatrets skabende – og livgivende – kraft.
Sådan konkluderede et par af deltagerne på den internationale seniorteater-camp i Højer, yderst ude i det flade marskland ved den dansk-tyske grænse.
Under temaet ”Farvestorm og grænsesange over marsken” mødtes 31 seniorer, arrangører, undervisere og musikere på den tidligere marskgård Hohenwarte en uge i juni 2019, for sammen at lade sig inspirere af stedets ånd, historie og aktuelle virkelighed – og sammen omsætte indtrykkene til sceniske udtryk.
I løbet af blot 4 meget intensive dage dykkede vi ned i 3 stedsspecifikke temaer: Liv, kultur og identitet i grænselandet. Marsken som kunstnerisk inspiration med fokus på maleren Emil Nolde. Vadehavet og de tilbagevendende stormfloder som naturgivent livsvilkår i området.
Åbenhed og grænsedragning
Vi fik besøg af grænseforeningen og deres unge mindretalsambassadører. Foreningen og ambassadørerne gør en stor indsats for at skabe størst mulig åbenhed hen over grænsen og videre ud i verden.
Vi hørte om det store, lokale egnsspilsprojekt ”Højt til himlen”, der har skabt forestillingen
om både grænsedragning, forholdet mellem danske og tyske, stormfloder og digebygning.
Vi besøgte Nolde Museet og mærkede – både på egen krop og på museumspersonalet – ubehaget ved afsløringerne af Noldes antisemitisme og nazisympatier. Særligt i Tyskland har Nolde haft en nærmest ikonisk status, der krakelerer nu, og vores tyske deltagere følte sig ført bag lyset af de ”officielle løgne”.
Endelig mødte vi slusemesteren ved Vidå-slusen i det fremskudte dige. Han kunne berette, at man i marsken tydeligt mærker klimaforandringerne, og dagligt kæmper med de store vandmængder.
Parallelt med researchen arbejdede vi med at omsætte viden, oplevelser og indtryk til visuelle, dramatiske og musikalske udtryk: Silkemalerier og farvestorms-optrin, korsang, dans, digebygnings- og stormflods-koreografier, begravelsesoptog og ”nationalitets-battles”.
En oplevelse, der gik dybt ind
Fredag eftermiddag åbnede vi dørene for vores afslutningsvisning. Vi havde håbet på at spille ”on location” og under åben himmel ved Vidåens bred. Men det ustadige vejr tvang os inden døre.
Når gennemsnitsalderen er omkring 70, skal man ikke udfordre skæbnen og udsætte spillerne for regn, kulde, vådt og glat græs og andre anslag mod liv og lemmer.
Trods dette ”bagslag” fik de 40 fremmødte tilskuere en god oplevelse, suppleret med kaffe og kage bagefter.
To lokale tilskuere fortalte bagefter, begge meget berørte, at vores visning var gået lige i kroppen og hjertet på dem. Det var lykkedes for os at indfange og beskrive vilkårene, når man lever i marsken med vadehavet og Tyskland som naboer. Og at vi havde formået at ramme de følelser der præger dem som mennesker i dette særegne lokalområde. Det tog vi til os som den flotteste ros man vel kan få.
Seje seniorer
Også campdeltagerne var berørte og lettere euforiske ovenpå visningen og ugens aktiviteter. Samværet med seniorkolleger, mennesker man deler både alders- og livsvilkår og teaterkærlig hed med, var både inspirerende, opløftende og livgivende. Så alle tog berigede afsted fra campen. Nogle skulle bare ind til Højer eller et smut til Svendborg og Nyborg. Andre skulle på en lang køretur til Belgien og Berlin. Eller med flyveren til Vagar på Færøerne og til Stockholm.
Men Mariann tog prisen med en maratontur til Kalix i Nord sverige. En køretur på 2400 km. Kort før campen var hun kommet til skade, og gik usikkert med støtte fra en krykke. Men afsted ville hun. Prompte overtalte hun sin mand til at agere chauffør og så kørte de afsted. 4 døgn tog turen til Højer, og lige så lang tid hjem igen. Hatten af for det – seniorer er bare seje!
