Undskyldninger klædt i knaldrødt
Af Peter Rafn Dahm
Foto: Axel Gadegaard og Knud Volsing
Det er ikke ofte, at man decideret forbinder en teaterforestilling med en farve. At man bare ser én farve for sig, når man tænker tilbage på oplevelsen. Men det er i dén grad tilfælde med Bagsværd Amatør Scenes (BAS) ”Undskyld”. Og farven er rød. Knaldrød.
“Undskyld”
”Undskyld” er det feminine hjørne i Kamilla Wargo Breklings trilogi og trekantsdrama, der tager kønnene og parforholdet under kras og kærlig behandling. ”Pis” handler om mænd. ”Undskyld” handler, som sagt, om kvinder. Og ”Krig” handler om mænd & kvinder.
Allerede i trilogiens titler arbejder Brekling med klicheer – eller rene fordomme: At kvinder glatter ud og undskylder, at mænd pisser og brovter, at kønnene bekriger hinanden. Og det er i høj grad klichéerne, fordommene og vaneforestillingerne der både udstilles og undersøges i teksterne.
Sat på spidsen, oplever jeg, at BAS har valgt at tage Brekling og klichéerne på ordet og at gå linen helt ud. Alle forestillingens 7 kvinder, og der medvirker kun kvinder, er klædt i ”kvindefarven par exellence” – rødt. Og scenen er en U-formet catwalk. Den modeverdenens ”præsenterbakke” for smukke modeller, der om noget forbindes med fremvisningen af kvinder som ”objekter” – eller ”æstetiske glansbilleder” – for både mandlige og kvindelige blikke.
Kønnene bekriger hinanden
Så banen, eller walken, er kridtet op til fra start – med feminine stereotyper. Men de viser sig, at være en uhyre effektiv affyringsrampe for effektiv ”fordomsbekæmpelse”. Vi oplever en flok dejlige kvinder, der ikke er bange for at vise sig frem i al deres rødklædte kropslige herlighed, og at stå ved sig selv (også når de tvivler og fortvivler). Rød er jo en offensiv farve. Der er kød og blod og saft og kraft i den. Så det der, pr. refleks, kunne fortolkes som en udstilling af ”det svage køn”, bliver, lige omvendt, et kærligt-humoristisk power-portræt af kvinder, deres vilkår og selvopfattelse. Et portræt der aftvinger os sympati og respekt. Også midt i de mest tåkrummende scener. Et portræt der ikke udstiller kvinder. Men fremstiller vores, publikums, egne opfattelser af og fordomme om kvinder og køn. Som et spejl der listigt og drilagtigt bliver holdt op foran os. Uden at vi måske helt opdager det, før det er for sent…
Slagscene
Ligesom den røde farve bliver transformeret fra kliche til offensivt udtryk, bliver også catwalken forvandlet – eller ”dekonstrueret” – fra ”udstillingsrampe” til ”slagscene”. En kile der tvinger sig ind imellem os publikummer, og tvinger os til at tage imod bekendelser, pinligheder og intimiteter på klos hold. Vi bliver inddraget som øjen (og øren-) vidner, og kan ikke gemme os i de fjerne tilskuerrækkers mørke tryghed. Og vi er nødt til at se på hinanden, på publikum lige ovre på den anden side af rampen. Hvem fniser? Hvem ser ned eller bort? Hvem bliver berørt? Som enhver god ”slagscene” er catwalken også en dynamisk teaterscene. Der giver rum og plads til den lille gestus og de store armbevægelser, til intime enkeltscener og højrøstede ”masseoptrin”, til hvisken og råb.
Med deres visuelle og sceniske greb på “Undskyld” demonstrerer BAS, hvor meget man kan få ud affrygtløst, og med tungen i kinden, at kaste sig over – og ud i – klichéer. Og aftvinge dem de “undertekster” eller de sandheder, der ligger under og til grund for dem. Klichéer kan være et frugtbart vækstmedie for teaterfortællingen, hvis man tør bruge dem.
