Jeg så på Facebook, at Vejle AmatørScene skulle spille “Først bli’r man jo født” af Line Knutzon.

Det fik mig til at gå på deres hjemmeside for at læse mere.

Her så jeg bl.a., at teatret stadig omtalte DATS som Dansk Amatør Teater Samvirke og tænkte, det måtte være længe siden, de havde haft besøg af DATS, så jeg inviterede mig selv til at komme og se deres forestilling samt få en lille snak bagefter.

Jeg troede, jeg skulle se en ungdomsforestilling.

Jeg ved godt, at forestillingen ikke specifikt forholder sig til ungdomsproblematikker, men på et tidspunkt skulle alle landets gymnasieelever spille forestillingen eller – som minimum – stifte bekendskab med den.

På hjemmesiden er der billeder fra prøverne, og præsentation af de medvirkende og den rolle, de spiller.

Her fik jeg igen min antagelse om, at det var en ungdomsforestilling, jeg skulle se, bekræftet.

Jeg var, på teatres vegne, lidt ærgerlig over, at det var fredag aften, (det var der, de kunne få salen) lige op til pinseferien, og de skulle også spille to gange lørdag. Risikoen for mandefald blandt publikum syntes overvældende. Men det behøvede jeg slet ikke at bekymre mig om.

Da jeg stod i billetten, følte jeg på et tidspunkt, at jeg var den yngste tilstedeværende. Og at jeg overværede starten på en fætter / kusine fest. Der var gensynsglæde på alle hylder – bevares, der var også yngre mennesker, men det var slet ikke dem, der fyldte billedet. Dem, der fyldte, var, hvad man kunne tolke som den faste stok, der møder op, uanset, hvornår teatret kalder.

Det var en festforestilling at opleve.
Nå ja, der var også selve forstillingen, som jeg hørte, at nogen af de tilstedeværende publikummer selv havde spillet med i for over 20 år siden – og det er jo imponerende, at den stadig taler til folk i dag.

Når jeg selv skal instruere en forestilling, siger jeg altid: “Der er 100 måder at gøre det på, og nu tager vi denne”.

Her var der lagt musik og sang ind på passende steder, som et nutidigt krydderi på forestillingen, og det virkede godt.

Der var også en sufflør, og hun var befriende arbejdsløs. Der var enkelte replik-“fejl”, som spillerne selv reddede, hvilket viser overskud på scenen.

Så tak til Vejle Amatør Scene for at vise, både, hvad skuespillerne kan, men så sandelig også, hvad foreningen kan, i en tid, hvor alle arbejder på at optimere publikumsplejen.