Verden er en scene
Og scenen viser os både verden og det liv der leves i den og på den. Det sker i Kalundborg Amatør Teaters dejlige teatermosaik, der spilles i teatrets smukke og rene teaterrum. Mosaikken præsenterer et finurligt (pusle) spil af brikker og facetter, indtryk og udtryk. Tilsammen tegner de et sammensat billede af livets mangfoldighed. På både godt og ondt. Lykkeligt og ulykkelig. I sorg og i glæde. Kærlighedsfuldt og vredt.
Tekst og fotos: Peter Rafn Dahm
I programmet skriver instruktør Axel Gadegaard: ”Et af de store eksistensspørgsmål er, om vi bliver tildelt roller, ellers selv skal vælge. Eller spurgt på en anden måde, hvor går skellet mellem rolle og person? … Hvorom alting er: I stykket ”Verden er en scene”, ser vi situationer, der springer ud af personernes, rollernes, situation i livet. Personernes spændinger/problemer i forholdet til deres nære, får i den situation gnisterne til at springe. Som i en komedie kan dette give komiske udslag”.
En tankevækkende introduktion. Og min teater-medgænger udbrød da også spontant efter forestillingen ”Det her er en anden slags teater end jeg er vandt til. Alle de korte spil, der hele tiden overrasker. Noget af det er virkelig vildt, men man får virkelig stof til eftertanke”.
Som altid i amatørteatret, er der taget alle tænkelige hensyn til smittesikkerhed. Vi lukkes ind i ganske små hold. Og for hver anden stol, er der placeret et bord – der giver afstand. Der er ingen pause og ingen ”bar-udskænkning”. Til gengæld byder teatret på gratis øl, vand, vin, kaffe eller te – serveret ved ens plads. Fornem service!
Suffløren åbner ballet
Forestillingen åbner med, at suffløren, der – vistnok – i sin første rolle som skuespiller, siddende i en rustik og historisk stol, reciterer Shakespeares ord og tanker om verden som scene. Hvorefter hun sætter sig i den plastskærm-coronasikrede sufflørstol. Sikke en flot gestus, at lade den ellers usynlige sufflør indtage scenen og starte spillet.
De mange veje
De følgende 5 spil rummer alle både alvorligt konfliktstof og forsonende, forløsende humor, der konfronterer os med voldsomme og smertelige sammenstød, livsvilkår og dilemmaer. Men efterlades os dér, hvor håbets mange døre trods alt står på klem. Der er retninger og veje – både omveje og udveje – igennem de situationer, vi oplever. Chancer for at komme igennem og leve videre. Muligheder for at finde, genfinde, eller nyopfinde sin rolle som menneske.
Hvor er du henne?
I ”Glemmer du…” oplever vi en bedstefar lede efter sit barnebarn. De er på tur sammen og nu har den lille forvildet sig væk. Og hvad er det nu han hedder, barnebarnet. Der er så mange af dem og de har så underlige navne. Og så går op for bedstefaren, at det først er i morgen de skal afsted, de to. Selvfølgelig. Hvorefter han leder videre. Kalder og kalder. Ak ja, den hukommelse…
En menneskerettighed…
”Ansigt til ansigt” tager livtag med menneskerettighederne, i øjenhøjde og på gadeplan. Hvad sker der når en ”facer”, der vil kapre støttemedlemmer til en NGO og kampen for menneskerettigheder i stor og global skala, møder en nyskilt, ensom kvinde? Og i særdeleshed når denne kvinde insisterer på den meget nære menneskerettighed at have en mand i sin seng. Hvorefter hun gør det helt intimt, ved at insisterer på, at den menneskerettighed kunne ”faceren” passende leve op til, hvis hun skal støtte NGO´en.
Tør vi gøre oprør?
”Hvis jeg havde en hammer” er en skarp satire over ”generationstyranni” udfoldet under julegaveindkøbet. En farfar føler sig udnyttet og udspillet af svigerdatterens diktatoriske og totalt trendy jule-ønske-liste, og forsøger at få farmor med på et oprør. De skal trodse alle ønskerne og selv finde på gaverne – en hammer f.eks., og måske endda konvertere alle de skide gaver til en primitiv hyttetur til Sverige. Men lige som de ”fejrer” deres plan, deres oprør, ringer svigerdatteren med et nyt gaveønske. Og gæt hvad der sker?
Hvem er du i dag?
”Metamorfoser” er en vild skildring af et par, hvor han lider af galopperende metamorfoser (måske en form for aldeles myldrende og grænseløs skizofreni). Det ene øjeblik er han en træsko, det næste et kunstværk, forskellige typer sko, et dyr, en emhætte…Det har hun måttet leve med i 10 år. Men hun får nok og forlader ham, for at opleve alverdens andre – og mere almindelige – mænd. Men hun vender tilbage – fordi de alle sammen er for –
almindelige og kedelige. Da de forenes på køkkenbordet, og hun spørger. ”Hvad er du i dag”, svarer han ” I dag er jeg glad”. En både rørende og fortrøstningsfuld udgang på et spil, der under den grotesk morsomme overflade rummer tragiske dybder – ikke mindst i grebet om det ubehag, der klæber til det forpinte, det fordrejede, det foruroligende – og måske også syge – sind.
En førerløs livssituation
I ”Metro” møder far og datter, til begges overraskelse, hinanden på en metrostation. Han har vistnok lige forladt moderen, træt af hende og hendes ældede krop. Nu vil han bare ud i lufthavnen og væk. Men han er forvirret, nærmest handlingslammet ved synes af alle de førerløse metroer: Hvor fanden har de gjort af dem der skal køre dem? Datteren chokeres over hans voldsomme nedgøring af moderen, og kommer til at afsløre, ar hun er gravid og ikke ved hvem faderen er. Den nyhed vender alting på hovedet. Når man skal være morfar, ser alting jo helt anderledes ud. Nu går turen hjem til mormor med den glædelige nyhed. Med metroen…
Er de så mange?
Efter ”Metro” kommer hele holde på scenen for at modtage publikums applaus. Som Axel Gadegaard skriver i sin introduktion, handler ”Verden er en scene” om ”Personernes spændinger/problemer i forholdet til deres nære”. Og vi har oplever en stribe nære situationer, med bare 1, 2 og 3 mennesker på scenen. Først nu ser vi hvor mange der faktisk er med i forestillingen – 11 skuespillere og en sufflør, samt 2 til at tage sig af lyd- og lysafvikling. De fylder hele scenen!
På den led et ”Verden er en scene” et godt eksempel på, hvordan man kan gribe Corona-udfordringen an som amatørteater. Ved at arbejde med mange små spil med få medvirkende. Så man aldrig er mere end 5-6 personer sammen i prøverummet eller på scenen. Og så stykke det hele sammen til sidst. Til collager, mosaikker eller andre former for teater-prismer.
