Visens Venner i Danmark – nyt medlem af DATS
Tekst: Dorte Birch – formand for Visens Venner i Danmark
Livet er en morgengave,
sjælen er et prilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken,
som et fjernt bevinget frø.
For en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø!
Visens Venner i Danmark (VVD) blev primo 2020 optaget som medlem af DATS.
Vi søgte optagelse i forbindelse med omstruktureringen af Amatørernes Kunst & Kultur Samråd/AKKS, hvorunder Amatørmusik Danmark blev oprettet. Amatørmusik Danmark er en sammenslutning af frivillige amatørmusikorganisationer, men uden det indhold af drama, som viser og viseoptræden bygger på. VVD fandt frem til, at vi hører mere hjemme under DATS’ ’scenekunst’ end under amatørmusikken.
Og det tilhørsforhold godkendte DATS heldigvis!
VVD består af 29 lokalforeninger
landet over med i alt godt og vel 3000 medlemmer, optrædende sangere og musikere samt lyttende og praktiske medlemmer.
For at anvende navnet Visens Venner skal en lokalforenings vedtægter godkendes på landssammenslutningens årsmøde.
Visens Venner har i Danmark eksisteret siden 1953, hvor den første lokalforening så dagens lys i København med Sigfred Pedersen og Eigil Jensen i spidsen. Ideen til Visens Venner opstod i Stockholm i 1936, hvor Evert Taube var en af idemændene og blev den første ’ordförande’. Siden har ideen bredt sig over hele Norden, således at VV findes i Island, Færøerne, Finland, Norge, Sverige og altså i Danmark. Der samarbejdes via sammenslutningen NordVisa.
VVDs formål
er at udbrede kendskabet til viser, primært danske og dernæst nordiske. Dvs. at det anvendte sprog primært er dansk. Hvis jeg som landsformand bliver spurgt, om man må synge en enkelt vise på engelsk eller andet ’udennordisk-sprog’, svarer jeg oftest, at hvis der er tale om det, vi forstår ved et viseindhold, så ja, det må man. Men at lade f.eks. engelsksprogede indslag spredes henover en sæson er ikke foreneligt med vedtægterne.
Hvad er en vise?
Visens Venner i Danmark har eksisteret i 67 år – det er en anselig alder for en forening, men ingen alder i forhold til VISEN. – Der er blevet sunget viser til alle tider – som et direkte meddelelsesmiddel om glæde eller sorg – om tilværelsens mangfoldighed.
Eller som en kode, ingen udenforstående forstår.
En visetekst kan ofte udtrykke en situation skarpere og mere præcist end alverdens nyhedsmedier.
Jeg husker f.eks. i begyndelsen af 70´erne, at en samling viser – indspillet af gruppen ”Skrøbeligt Daggry” – fortalte mig langt mere om situationen i Latinamerika, end radio og tv havde kunnet få mig til at forstå.
Ligeså fortalte Theodorakis´ sange mig mere om det manglende demokrati i Grækenland end nyhedsmedierne.
Og herhjemme er det jo velkendt, at f.eks. Poul Henningsen skrev tekster under 2. Verdenskrig, som talte til danskeren om modstand og sammenhold, men som censur og besættelsesmagt ikke evnede at gennemskue.
Begrebet Visens Venner
har som nævnt ovenfor sin rod i Sverige.
Da Visens Venners `far´, Evert Taube i 1936 var kommet på, at der burde findes en forening, som kunne hedde Visans Vänner, fremførte han følgende begrundelse, som er værd at huske:
– Jeg valgte navnet Visens Venner mere med tanke på dets venner end på visen. Uden at konkurrere med kendte sangere, skuespillere eller etablerede sangkor kan Visens Venner fremme kunsten, velværet og venskaberne.
– De fleste mennesker er kunstnere i hjertet, og visen er den kunstform, som kan udøves af alle kategorier – stundom bedre af amatører end af professionelle! Thi i virkeligheden er visen bare en sikkerhedsventil – et udslip for øjeblikkets behov for sorgløshed hos enhver……..
Ja, det er rigtigt:
Hvis man vil noget med sin visesang, fungerer den som en sikkerhedsventil!
Og det kan hænde, at amatøren er bedre end den professionelle.
For i virkeligheden er det p e r s o n e n og dennes livserfaring, der er afgørende for, om tilhørerne bliver grebet af teksten, der synges.
En god visetekst har altid noget på hjerte – vil os noget.
Og som viseformidler s k a l vi have noget på hjerte – v i l l e publikum noget – ellers når vi ikke ud over scenekanten.
Ethvert menneske kender det:
at stå i en situation, hvor følelserne fylder os – sorg eller glæde, tab eller kærlighed – hvor vi ofte griber til udtryk gennem en visetekst.
Tænk for eksempel på, hvordan Kim Larsens `Om lidt´ er gået ind i danskerens verden som sang ved bisættelser – om det er passende eller ikke, tager jeg ikke stilling til, men det er en visetekst, der udtrykker vore tanker glimrende, når vi har mistet en, vi elskede.
Er du forelsket, er det måske `Forårsnat´ eller `To mennesker, der mødtes´, der falder dig ind. Osv.
Der er en visetekst til enhver følelse og situation.
Der er, som tidligere nævnt, blevet sunget viser til alle tider, hvor mennesker ønskede at meddele sig til hinanden, og hvor mennesker søgte sammen i sociale og/eller meningsfællesskaber.
Men hvad med teksterne
– det kan da ikke være de samme tekster, der bliver ved med at have gyldighed? bliver jeg jævnligt spurgt.
Jo – og nej.
Nogle viser er skrevet til bestemte vilkår og situationer og mister derfor naturligt deres betydning, når nye tider opstår.
Andre tekster fortæller om evigt gyldige værdier og følelser og kan gennem århundreder bevare deres berettigelse og brugbarhed.
Jeg vil ikke slås med bisser.
Jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser
kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte,
der er danske hele da´n,
og går rundt og spænder bælte,
mens de råber: Fy for Faen!
Pyt med medierne!
Der tales mange alvorlige ord indenfor visekredse om, at medierne ikke levner meget plads til visegenren.
Og hvad så? Visens egentlige liv leves i almindelige menneskers almindelige hverdag! Og naturligvis ikke kun i medierne og viseforeningerne – visens væsen kræver nærhed og fælles oplevelse!
Der er ikke grund til bekymring – mennesker kan ikke leve uden viser – det kan godt være, de ikke k a l d e r sig visevenner, men de b r u g e r visen.
Visens liv vil altid være sikret – uanset om medierne giver plads eller ikke!
Og skrives der så ikke nye viser – hvad med de unges musik?
er også et tilbagevendende spørgsmål.
Jo, det gør der!
Første gang jeg `opdagede´ det, var ved nærlytning af et Bruce Springsteen-nummer – han sang den mest gedigne visetekst, man kunne ønske sig – i rockrytme. – Jo, nye visetekster skrives så absolut – både af erklærede visetekstforfattere og af autorer i tilsyneladende andre genrer. Tænk f.eks. på Sebastian, C.W. Jørgensen, Anne Linnet – eller Steffen Brandt for den sags skyld! Plus en lang række unge populærsangere.
Opgaven for os e t a b l e r e d e visevenner er så at være å b n e og ikke lukke af ved første rytmiske rock- eller jazzstrofe – å b n e for andre måder at skrive og udføre på.
Livet er en dejlig gave.
Jorden er en herlig jord.
Der er øller i min mave.
Der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad,
skriver jeg med kruspersille
verdens mindste heltekvad!
VVD og DATS
Ved medlemskabet i DATS tror vi på et ’sjælsfællesskab’. Med det mener vi, at det, der udtrykkes på scenen er mere optaget af at udtrykke tanker, holdninger og følelser end af det smukke og fejlfri. Misforstå mig ikke derhen, at DATS ikke er optaget af det smukke og fejlfri, men at det, der ligger b a g en tekst og fremførelse er vigtigere end det fejlfri.
Vi forestiller os, at visesang kan supplere og underbygge en teaterforestilling – og at erfaren dramatisk viden og instruktion kan højne visekvaliteten. Alt i alt: vi tror på, at vi kan have gavn af hinanden!
